Soldier Blue er et romantisk western-drama (og meget mere) fra 1970 instrueret af Ralph Nelson, en prisvindende instruktør med svenske rødder. Han var manden bag Markens liljer, der vandt en Oscar til Sidney Poitier.
Den er baseret på Arrow in the Sun, en roman af Theodore Victor Olsen. Han har i øvrigt norske rødder. Den handler om massakren ved Sand Creek i 1864, hvor det amerikanske kavaleri nedslagtede en fredelig indianerstamme. Forfatteren skrev den i 1969. Den var højaktuel pga. den igangværende Vietnamkrig, hvor lignende nedslagtninger fandt sted.
Candice Bergen (også svenske rødder, såmænd) er Cresta Lee, en ung kvinde med en fortid i en indianerstamme. Dette har ændret hendes syn på de indfødte og konflikten med kolonisterne. Hun opfører sig heller ikke synderligt meget som en rigtig dame, hvilket er et stort problem for den unge soldat, Honus Gant (Peter Strauss).
De er på udflugt i vildmarken som eneste overlevende efter et angreb på deres karavane. De er et umage par, ikke mindst fordi han er håbløst blåøjet, mens hun har set store grusomheder begået af soldater som ham. Eller, ikke som ham. Han er ny rekrut og har svært ved at tro på hendes historier.
Dele af den kan næsten sammenlignes med en omvendt Nu går den vilde skattejagt og lignende. Der er en vis portion eventyrstemning trods de barske vilkår. I begyndelsen kan de ikke fordrage hinanden, men vanen og opskrifterne tro bløder de langsomt op. Til sidst spirer romantikken.
Brutal dekonstruktion af amerikanernes opgejlede selvforståelse
Alt dette står i skarp kontrast til finalen. Meget, meget skarp. Jeg tror ikke, jeg har set andre film, hvor du får en lige så brat opvågning. Nu og da kan man beskrive en film som to forskellige film. Men dette er på et ubeskriveligt niveau. Du får et decideret chok, næsten uanset hvad du ved på forhånd.
Måske er det årsagen til, at den kun har fået 38 procent på Rotten Tomatoes. Under alle omstændigheder var det en ekstremt kontroversiel film. Den tager et opgør med det amerikanske selvbillede, både ift. historien og erobringen af det nye land, men også ift. samtiden og den amerikanske tilstedeværelse i Vietnam.
Masser af film handler om den skamfulde krig, men dette er en western. En ærkeamerikansk genre, som især dengang var voldsomt romantiseret, nærmest eventyrlig. Westernhelte var som vores Robin Hood, De tre musketerer og lignende.
Den luller os ind i romantikken og tager os med på en rejse, der har mere til fælles med Pocahontas end Platoon. Så vender den rundt og sparker os brutalt ud af de bløder sæder. Det er dekonstruktion af både genrens glansbillede og amerikanernes opgejlede selvforståelse. Det er fantastisk effektivt.
Den nyder større retrospektiv anerkendelse, men ikke nær så meget, som jeg vil give den. Dette er virkelig et mesterværk. En film, som ikke bare fungerer på alle niveauer, men også har et stærkt budskab.
