
Ice-T bestrider det våde element.
Surviving the Game er en actionthriller fra 1994 instrueret af Ernest R. Dickerson. Han er manden bag bl.a. actionkomedien Bulletproof med Damon Wayans og Adam Sandler samt hævnfilmen Bones med Snoop Dogg.
Han har castet en anden rapper, Ice-T, i denne 117. løst inspirerede filmatisering af The Most Dangerous Game, en novelle fra 1924, hvori hovedpersonen jages af storvildtjægere, som synes de umælende byttedyr er blevet for kedelige. Lignende film tæller bl.a. Deadly Prey, Hard Target, Ready or Not, The Hunt og mange, mange andre.
De fleste er gode, underholdende film trods genbruget. Man kan sagtens kan variere handlingen og karakterne over dette grundlæggende plot. Surviving the Game har en imponerende rolleliste med navne som Rutger Hauer, Gary Busey, F. Murray Abraham og andre gamle kendinge.
Det er en velproduceret B-film, hvor de nævnte stjerner leverer fuldgode præstationer. Du vil nyde monologerne. De elsker at spille skurkeroller, og det mærker man. Ice-T er lidt flad og primært en vred, sort mand. Men solid action, højt tempo og alle de andre kvaliteter løser det problem.











