The Crow

The Crow er en thriller fra 2024 instrueret af Rupert Sanders. Han er manden bag Snow White and the Huntsman og Ghost in the Shell. Ikke den bedste anbefaling.

Den er baseret på en tegneserie af Jamie O’Barr, den selv samme som blev filmatiseret i 1994 med Bruce Lees søn, Brandon, i hovedrollen. En genreklassiker og en forrygende film med et tragisk udfald.

Brandon blev dræbt under optagelserne i en ulykke med et skydevåben. De valgte at færdiggøre den, og det triste eftermæle har utvivlsomt givet den en utilsigtet tyngde. Det er en fantastisk film uanset. Men man kan også sige, den fortjener en slags gravfred.

Sådan tænker Hollywood ikke, og der findes allerede tre efterfølgere samt en TV-serie. Filmene har forskellige hovedpersoner, men serien handler også om Eric. Hvis det er en helligbrøde, er den nye film ikke den eneste synder. Men folk kan have glemt det.

O’Barr har forsvaret filmen med en sammenligning. Bram Stokers Dracula er filmatiseret utallige gange. Mange af disse er vidt forskellige fortolkninger af samme værk. Jeg har lige set den nye Nosferatu, der kun forstærker dette argument.

Den nye film er på ingen måde et remake af 1994-filmen. Faktisk er den så forskellig fra originalen, at den kunne have været en efterfølger med nye karakterer. Derfor vil jeg undlade at afsløre noget.

Fremragende film i sin egen ret

Måske tænker du, hvor anderledes kan den være? De bliver vel stadig dræbt, og så vender han tilbage fra de døde for at hævne sig? Jovist, men deres baggrund, skurkene, årsagen til deres mord, alt dette er nyt.

Du har nok set hans tatoveringer og nye look og tænkt, øv, det er ikke det samme. Men det er også meningen. Han er Eric, men ikke den samme Eric. De nyfortolker og har bevidst valgt nye retninger på flere niveauer.

Stilen er mørk og dyster og stemningsfuld, men ikke gotisk. Her drejer de også på knapperne. Den er mere som en thriller a la David Lynch. Rå og brutal, med stor autenticitet trods det overnaturlige element.

Jeg nævnte instruktørens tidligere værker i begyndelsen. Men dette er noget ganske andet. Et helt nyt niveau. For den er overraskende god. Ikke som når f.eks. Morbius eller Madame Web overrasker og underholder. Dette er mere end bare bedre end frygtet.

Den er det nye skoleeksempel på, hvor forskellige film man kan få ud af samme værk. Her er ikke én identisk scene. Alt er gjort på en ny måde. Det er klogt, og det er virkelig godt. Det er en fremragende film i sin egen ret.

Du skal naturligvis være åbensindet. Løsne de korslagte arme og smide nej-hatten. Hvis du tænker, alt er lort, fordi det er nyt og anderledes, kan du lige så godt lade være.

I skrivende stund kan du se den på Prime.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.