Nosferatu er en gyser fra 2024 instrueret af Robert Eggers. Han er manden bag The Witch, The Lighthouse og The Northman. Filmen er et remake af to tidligere udgaver, den originale, tyske stumfilm fra 1922 samt Werner Herzogs version fra 1979.
Der er tale om en Dracula-fortælling uden Dracula. Instruktøren af originalen, F. W. Murnau, undlod at spørge om lov og ændrede detaljer her og der og alle vegne. Men lighederne er mange, og Bram Stokers enke vandt den efterfølgende retssag. Dommeren beordrede alle kopier destrueret. Dog overlevede nogle stykker, og siden blev den en kultfilm.
Herzog samlede den op af samme grund, da rettighederne til Dracula blev offentligt tilgængelige i 1979. Han genbrugte de rigtige navne, men bevarede andre ændringer i fortællingen.
Den nye film er gået tilbage til originalens navne. Det er trods alt en hyldest til den udgave, ikke Dracula. Handlingen foregår derudover i en tysk havneby kaldet Wisberg i 1838. Her møder vi Thomas og Ellen Hutter, et ungt, nygift par. Deres roller er baseret på Jonathan og Mina Harker. Ægtemanden tager kort efter til Transylvanien for at varetage en ejendomshandel for en ældre greve, der ønsker at flytte til Wisberg.
Det lyder bekendt, ikke sandt? Det er det også. I grove træk er historien præcis lige som Dracula. Greven får sin vilje, ankommer til byen med båd og plager stakkels Ellen. En doktor med ekspertise i okultisme melder sig på banen osv.
Men der er masser af ændringer i detaljerne. Nogle mere væsentlige end andre. Jeg vil nødigt afsløre dem, for det vil spolere vigtige overraskelser.
Begærlig vampyrgreve
Persongalleriet består af nye og gamle kendinge. Nicholas Hoult og Aaron Taylor-Johnson er filmens unge svende, mens Willem Dafoe spiller historiens ”Abraham Van Helsing,” her kaldet Albin Eberhart von Franz.
Lily-Rose Depp er genstanden for vampyrens begær. Men også meget mere end det. Ellens rolle er større end Mina Harkers i de fleste filmatiseringer af Dracula. Francis Ford Coppolas udgave i 1992 er en undtagelse. Her spiller Winona Ryder en lignende rolle overfor vampyrgreven. Men der er mange detaljer til forskel, og Ellen er en stærkere og vigtigere karakter.
Den unge dame gør det fantastisk godt. Hun er relativt ny i faget, og jeg har ikke set hende i andet. Men dette bør sende hendes karriere på raketfart. Hun minder mig om Eva Green i Penny Dreadful. Hun evner forvandlingen fra svag til stærk på mesterlig vis.
Du har måske bemærket efternavnet. Ja, hun er datter af Johnny Depp og Vanessa Paradis. Det har utvivlsomt åbnet nogle døre. Men hun har absolut et stort talent i sin egen ret.
Krybende rædsel
Filmen er fantastisk flot og stemningsfuld. Scenografien er enestående, både landskaberne og detaljerne i de historiske kulisser. Den tager sig god tid til at kæle for dit sanseapparat og lade rædslen krybe ind under huden på dig.
Uhyggen er intens og grufuld. Næsten ubeskrivelig. Jeg vil sammenligne den med f.eks. Hereditary. Hoult kanaliserer sin indre Toni Collette i scenerne med greven. Den rædsel, der står malet i hans ansigt er hårrejsende effektiv.
Greven er et kapitel for sig. Han spilles af en ukendelig Bill Skarsgård. Make-uppen er kraftig, og skyggerne er mange, lange og meget, meget mørke. De hylder ham ind i mystik og lader andre karakterers reaktioner fortælle resten. Han er milevidt fra den elegante greve, vi møder i de fleste Dracula-film. Men han er heller ikke lige som Max Shreck i den originale Nosferatu.
Han er et monster. Hvis han satte sin fod i et operahus, ville de væmmes og vige bort. Nogen ville forsøge at smide ham ud. Det ville de fortryde. Men han har ingen interesse i operahuse. Han er et rovdyr. Han jager ikke med charme og list, men med sin unaturlige overmagt.
Det er en fantastisk film. Den overgår alle forventninger og jager et hvert forbehold over i skammekrogen. Jeg er nødt til at ryste alle hjerterne ud af ærmet for at bedømme den.
