The Fall Guy

The Fall Guy er en romantisk actionkomedie fra 2024 instrueret af David Leitch. Han er manden bag bl.a. Atomic Blonde, Deadpool 2, Hobbs & Shaw og Bullet Train. Den er løst baseret på en TV-serie fra 1981.

Ryan Gosling er stuntmanden Colt Seavers. Han har en romance kørende med filmfotografen Jody (Emily Blunt), men filmguderne smider en kæp i hjulet i form af en rygbrækkende og egoknusende ulykke.

Da Colt endelig vågner op til dåd igen, er Jodys glød næsten gået ud. Samtidig er filmstjernen Tom Ryder forsvundet, og produceren Gail overtaler Colt til at lede efter ham. Diskret og uden politi og den slags.

Det udvikler sig til en heftig affære med masser af storslået action, vilde slåskampe og rigtige stunts. Men også sød romantik. Især scenerne med Ryan og Emily løfter filmen. Deres dialog er vittig og velskrevet og har nogle finurlige metaforiske filmvinkler.

Triumf til kærligheden

Det er en film efter gamle dyder. Selvom plottet er vidt forskelligt, minder den mig om bl.a. Du skyder, jeg smiler med Mel Gibson og Goldie Hawn. Den har masser af 80’er-vibes og en ulmende romance, der trænger til nyt brændstof.

Men den hylder også stuntfaget med sit meta-plot. Jeg kender ikke TV-serien, men jeg tænkte flere gange på Burt Reynolds-filmen Hooper, hvor min gamle barndomshelt spiller en stuntmand. Hvem ved, måske har de også skævet til den. De har i hvert fald samme fokus på det store finalestunt.

Det er en fed actionfilm, men også en sød datingfilm, hvor alle kan være med. Ikke en af dem, hvor fyren skal sidde og vente på, at der sker noget. Groft sagt. Med gode overraskelser, uventede drejninger og en velkommen triumf til kærligheden.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.