The Final Girls er en gyserkomedie fra 2015 med Taissa Farmiga (American Horror Story), Malin Åkerman (Watchmen, Billions) og Adam DeVine (Workaholics, Game Over, Man!). Titlen er en reference til begrebet “final girl” i slasher-genren, hvor redskabssvingende (økser, motorsave, fiskekroge, you name it) seriemordere slagter teenageflokke indtil én, den sidste pige, er tilbage.
Handlingen følger teenagepigen Max, der mister sin mor, Amanda, en arbejdsløs skuespillerinde, hvis eneste karrieremæssige højdepunkt var en rolle i en gammel slasher-film. På årsdagen for Amandas død lader Max sig overtale til at tage i biografen og gense sin mors gamle film, og på mystisk vis ender det med, hun og vennerne træder ind i filmen og bliver en del af handlingen.
Fordi det er en slasher-film, er der naturligvis en – i dette tilfælde – machete-svingende seriemorder på spil.
Det er en slasher-parodi, og den tager tykt pis på genrens mange klichéer. Det er også en metafilm, og den dekonstruerer filmmediet indefra. Man kan sammenligne den med film som Last Action Hero, hvor teenagedrengen Danny suges ind i en actionfilm og møder sit store idol, actionhelten Jack Slater (gode, gamle Arnold), og Wes Cravens Scream, hvor en af karaktererne er filmnørd og vejleder os i gysergenrens grundregler.
Filmen starter en anelse tungt, men da den først kommer i gang, overrasker den mere end positivt, og den viser sig at være rigtig sjov og underholdende. Den fungerer godt både som filmparodi og som komedie. Og som en hver god komedie, har den også en historie med noget på hjerte. Den ramte i hvert fald mit ømme punkt.