Quentin Tarantinos 8. film er en fortælling fra det vilde vesten om 8 hadefulde fremmede, der isoleres i en hytte under en snestorm i Wyoming, USA. Året er 1877, og omdrejningspunktet er Daisy Domergue, en eftersøgt kvinde i dusørjægeren John Ruths varetægt.
De er på vej til Red Rock, hvor hun har en aftale med galgen, og Ruth kan inkassere en dusør på 10.000 dollars. Men snestormen tvinger dem til at søge tilflugt i Minnies bæverding, og resten er et Tarantino’sk western-eventyr.
Det er filmmagerens 2. western, og han skrev den først som en efterfølger til Django Unchained med titlen Django in White Hell. Men det gik op for ham, at Django-karakteren ikke passede ind i historien, og så skiftede han retning.
Ingen oplagte helte
Historien er inspireret af 1960’ernes western-serier som bl.a. Bonanza. Der var ofte gidseldramaer med lovløse karakterer, hvis baggrundshistorier langsomt afdækkedes og afslørede, om de var gode eller onde fyre. Tarantino tænkte, det kunne være spændende med en historie, hvor alle karaktererne var som dem, dvs. ingen oplagte helte som Michael Landon (Joe Cartwright i Bonanza).
Tim Roth. Kurt Russell og Jennifer Jason Leigh.
Jeg så den i søndags med en fast filmmakker, den gode hr. Greis. Han påpegede lighederne med John Carpenters The Thing. Begge film foregår i isolation i en snestorm, Kurt Russell er med i begge to, og ingen ved, hvem de kan stole på. Det er en interessant vinkel, og Tarantino kunne sagtens have fundet på at lave en western-version af Carpenters gamle horror-klassiker. Men de inspirationskilder, han selv har udpeget, er så specifikke, det næppe er tilfældet.
Fantastisk rolleliste
Jeg elsker Tarantinos film, og jeg er særligt vild med hans karakterer og dialoger. The Hateful Eight er ingen undtagelse, tværtimod. Der er en fantastisk rolleliste, og selvom mange af dem er Tarantinos gamle legekammerater, han ofte har castet før, er de perfekte igen-igen. De sprudler for alvor i denne næsten tre timer lange fortælling, hvor al handlingen foregår indenfor fire vægge.
Det slog mig ganske vist, den eneste Tarantino-film, der rigtigt har skuffet mig (Death Proof) også har en handling, der er isoleret til ét sted, en bar, i lang, lang tid. Da jeg så den, kedede jeg mig ærligt talt. Men det er tydeligvis ikke setuppet, der er problemet, men karaktererne, dialogen og castingen. Death Proof bød på alt for meget tøsesnak. The Hateful Eight er fuld af røverhistorier.
Samuel L. Jackson som major Marquis Warren.
Som westerns er Django Unchained og The Hateful Eight vidt forskellige. Handlingen udvikler sig meget forskelligt og sidstnævnte er en helteløs fortælling. Et slags skurkekvad. Men mange af temaerne går igen, og hr. Greis smed endnu et guldkorn, da han påpegede, at filmen og dens karakterer på sin vis repræsenterer hele den amerikanske nation og dens historie. Det er en god, gammeldags samtalestarter, og der er nok at tage fat på.
Men først og fremmest er det også bare en rigtig god, medrivende film med et fremragende persongalleri, der giver hinanden kamp til sidste blodsdråbe. Der er faktisk kun én ting i hele filmen, jeg kunne kritisere, men det fylder så lidt, at jeg vil lade det glide og give en topkarakter alligevel.
