The Hateful Eight

Quentin Tarantinos 8. film er en fortælling fra det vilde vesten om 8 hadefulde fremmede, der isoleres i en hytte under en snestorm i Wyoming, USA. Året er 1877, og omdrejningspunktet er Daisy Domergue (Jennifer Jason Leigh), en eftersøgt kvinde i dusørjægeren John Ruths (Kurt Russell) varetægt. De er på vej til Red Rock, hvor hun har en aftale med galgen, og Ruth kan inkassere en dusør på 10.000 dollars. Men snestormen tvinger dem til at søge tilflugt i Minnies bæverding, og resten er et Tarantinosk western-eventyr.

Det er Tarantinos 2. western, og han skrev den først som en efterfølger til Django Unchained med titlen Django in White Hell, men det gik op for ham, at Django-figuren ikke passede ind i historien, og så skiftede han retning.

Historien er inspireret af 1960’ernes western-serier som Bonanza, The Virginian og The High Chaparral, hvor der ofte var gidseldramaer med lovløse figurer, hvis baggrundshistorier langsomt blev afdækket og afslørede, om de var gode eller onde fyre. Tarantino tænkte, det kunne være spændende med en historie, hvor der kun er figurer som dem og ingen oplagte helte som Michael Landon (Joe Cartwright i Bonanza).

Jeg så den i søndags med en fast filmmakker, den gode hr. Greis, og han påpegede lighederne med John Carpenters The Thing. Begge film foregår i isolation i en snestorm, Kurt Russell er med i begge to, og ingen ved, hvem de kan stole på. Det er en interessant vinkel, og Tarantino kunne sagtens have fundet på at lave en western-version af Carpenters gamle horror-klassiker. Men de inspirationskilder, han selv har udpeget, er så specifikke, at det næppe er tilfældet.

Jeg elsker Tarantinos film, og jeg er særligt vild med hans figurer og dialoger. The Hateful Eight er ingen undtagelse, tværtimod. Der er en fantastisk rolleliste, og selvom mange af dem er Tarantinos gamle legekammerater, han ofte har castet før, er de perfekte igen-igen, og de sprudler for alvor i denne næsten tre timer lange fortælling, hvor al handlingen foregår indenfor fire vægge.

Det slog mig ganske vist, at den eneste Tarantino-film, der rigtigt har skuffet mig, Death Proof, også har en handling, der er isoleret til ét sted, en bar, i lang, lang tid, og da jeg så den, kedede jeg mig ærligt talt. Men det er tydeligvis ikke det setup, der er problemet, men figurerne, dialogen og castingen. Death Proof bød på alt for meget tøsesnak. The Hateful Eight er fuld af røverhistorier.

Som westerns er Django Unchained og The Hateful Eight ret forskellige, fordi handlingen udvikler sig meget forskelligt og sidstnævnte er en helteløs fortælling – et slags skurkekvad – men mange af temaerne går igen, og hr. Greis smed endnu et guldkorn, da han påpegede, at filmen og dens figurer på sin vis repræsenterer hele nationen. Det er en god, gammeldags samtalestarter, og der er nok at tage fat på.

Men først og fremmest er det også bare en rigtig god, medrivende film med en velfortalt historie og et fremragende persongalleri, der giver hinanden kamp til sidste blodsdråbe. Der er faktisk kun én ting i hele filmen, jeg kunne kritisere, men det fylder så lidt, at jeg vil lade det glide og give en topkarakter alligevel.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *