The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy

Arthur Dent (Martin Freeman) er en helt almindelig fyr, hvis hus skal rives ned for at gøre plads til en ny omfartsvej. Da han intet kan gøre for at stoppe buldozernes fremmarch, overtaler en ven ham til at tage med på pubben og drukne sorgerne i en øl. Her afslører vennen, at han i virkeligheden er et rumvæsen, der arbejder på en intergalaktisk rejsebog, og jorden i øvrigt har det samme problem som Arthurs hus; den skal også fjernes for at gøre plads til en intergalaktisk omfartsvej. Da en flåde entreprenørrumskibe dukker op for at jævne jorden med … øhm … himmelrummet, redder vennen og Arthur sig ved at hoppe ombord på et af rumskibene, og således fortsætter Arthurs dag i det ydre rum.

Man mærker med det samme, at filmen har rødder i Monty Pythons hjemland. Humoren er syret og langt ude, og der er ingen opvarmning eller blinkende advarselslamper forinden. Den starter lige på og hårdt og overrasker alt og alle. Det er helt klart humoren, der holder filmen oppe. Historien er set før i den ene eller den anden form, og filmens visuelle effekter tjener sit formål uden at prale med det, men alligevel er det ganske enkelt en helt genial film.

Den er baseret på en omfattende franchise skabt af forfatteren og satirikeren Douglas Adams. Den startede som et radioshow i 1978, og i 1979 udgav han den første af i alt fem bøger. Allerede i 1980 begyndte han at arbejde på en filmatisering, og han rejste hyppigt til Los Angeles for at mødes med producere og filmselskaber. Hollywood sprang ikke ombord med det samme, og i mellemtiden skabte BBC en miniserie på seks afsnit baseret på det oprindelige radioshow, og Adams skrev de fire næste bøger, der udkom i 1980, 1982, 1984 og 1992. Og i 1998 bed Disney endelig på krogen og købte filmrettighederne.

Adams døde desværre af et hjerteanfald i 2001, men før sin død havde han arbejdet på et manuskript sammen med Jay Roach, der er bedst kendt som instruktøren på de tre Austin Powers-film og de to første Focker-film. Hverken Roach eller produceren Robbie Stamp ønskede at lade Adams’ arbejde gå til spilde, så de hentede Karey Kirkpatrick (Flugten fra hønsegården) ind for at færdiggøre manuskriptet, og da filmen endelig landede i 2005, blev Adams mangeårige drøm endelig opfyldt.

Og det blev en film, han ville have været stolt af. Et lille mesterværk, der rammer plet i mit humoristiske solar plexus, lige der hvor morskaben sætter ind og udløser lige dele lårklask og latterkramper.

Tak for filmen, Douglas Adams.

Nøgleord: , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *