The Mask er en komedie fra 1994 instrueret af Chuck Russell (A Nightmare on Elm Street 3, Eraser mfl.). Den er baseret på en tegneserie skabt af Mike Richardson, udgivet af Dark Horse Comics.
Jim Carrey er en underkuet bankassistent. Det ændrer sig, da han finder en mystisk maske, som bestøver ham med alskens fantasifulde superkræfter. Han er nemlig glad for Looney Tunes’ gamle tegnefilm, og masken lystrer sin ejermand – uanset hvor skør, han er.
Cameron Diaz debuterer og sikke en debut! Yowza! Ja, jeg beklager, men det er den reaktion, de går efter – og de fik mig. Hun træder ind på scenen i en kropsnær kjole, rød som en strømlinet Ferrari, der smyger sig om hver en kurve og sprække, godt hjulpet på vej af fugtigheden efter turen i regnvejret udenfor. Hun er som en levendegjort Jessica Rabbit. Lige så sanseligt velskabt. Hun kan ikke gøre for det. Guderne har tegnet hende sådan.
Det er en atypisk superheltefilm. Selvom Carrey bruger det ord efter at have onduleret nogle baggårdsbanditter, begår han også et bankrøveri og sætter al fokus ind på at score Diaz’ rolle. Hun er dog i ledtog med nogle skumle typer, og pludselig kommer heltegerningerne af sig selv.
Man kan bedre sammenligne den med Jerry som den skøre professor. Metoden er ganske vist forskellig, men idéen om den oversete stakkel, der forvandles til en slags skørtejagende supermand går igen.
Carreys gummiansigt er perfekt til rollen, men de har også anvendt CGI til mange af effekterne, hvor komikerens kødelige hylster ikke strækker til. Disse er gamle og kunstige, men det spolerer ikke oplevelsen, da karakteren i forvejen er inspireret af tegnefilm. Autenticitet er ikke et krav, tværtimod.
Den er meget bedre, end jeg husker. Selvom Carreys grimasser kan blive en smule repeterende, især ved gensyn, er filmen herligt opfindsom og en unik tilføjelse til genren. Den vækker samtidig masser af nostalgi. Og andre følelser ved synet af frk. Diaz.
