The Return of the Living Dead (dansk titel: Ligene er ligeglade) er en gyserkomedie fra 1985 instrueret af debutanten Dan O’Bannon. Han fik aldrig rigtigt sparket karrieren som instruktør i gang. Men han har bl.a. skrevet Alien, Lifeforce og Total Recall.
Titlen mere end antyder et slægtskab med George A. Romeros Night of the Living Dead. Den er baseret på en litterær efterfølger skrevet af John Russo, der forfattede forgængeren sammen med Romero. Rettighederne fordeltes således, at Russo ejede “Living Dead,” og Romero måtte fremadrettet nøjes med “Dead.”
Man kan kalde det en meta-efterfølger. Den omtaler Night of the Living Dead som en film baseret på virkelige hændelser. Efter en uhyggespredende, lejrbålsagtig forklaring i et regulært kadaverlager fortsætter handlingen i kælderen, hvor resterne fra forrige udbrud gemmer sig.
Det udvikler sig naturligvis til endnu en snasket zombieaffære med fede, praktiske effekter og andet lir. Der er sket meget siden Romeros sort-hvide film fra 1968, både med håndværket og genrens ungdomsinfluerede lokkemidler.
Først og fremmest er det en komedie. Tonen er mere fjollet end rigtigt uhyggelig. Alle karakterer er snarere kluntede karikaturer med dertilhørende overspil og falden-på-halen-komik. Men den er ikke plat. Den kan sammenlignes med Evil Dead.
Gravstensdansende sexgudinde
Den anden væsentlige genretilføjelse siden Romeros velmagtsdage er erotikken. De unge publikummer vil både gyse og gokke. Her stråler filmen som en af genrens ypperste klassikere, da selveste Linnea Quigley er splitterravende i næsten samtlige scener.
Det er ikke hendes første tur i den mundering. Hendes første rigtige filmrolle var Tornerose i sexkomedien Fairy Tales i 1978. Det er heller ikke en hovedrolle. Hun har få, dog mindeværdige replikker. Men det er filmen, alle husker hende for. Uha uha.
Jeg vover pelsen. Denne uofficielle efterfølger er bedre end Romeros Dawn of the Dead. Ja, det mener jeg sgu. Begge film adskiller sig fra originalen. Der er mere action og humor. Genren udvikles. Men Dawn of the Dead begår nogle spændingsdræbende brølere.
Dette er en gennemført genrefilm. Den ved præcis, hvad den vil. Den bryder alle regler, men slipper af sted med det, fordi den er så djævelsk underholdende.
Der er b-film med lille, ynkeligt b. Og så er der B-film med stort, brunstigt B, hvor babserne strutter og blodet sprøjter i alle retninger. Hvor missen er glat som marmor, og genrens gravstensdansende sexgudinde er som mejslet i samme stenart. Hvor alle går hjem med uglet hår og et sigende smil på læben. Oh yeah!
