
The Toxic Avenger er en actionkomedie fra 2023 skrevet og instrueret af Macon Blair. Han har bl.a. skrevet Small Crimes med Nikolaj Coster-Waldau. Han har siden instrueret komedien The Shitheads.
Peter Dinklage er enkemand og stedfar til en teenagedreng. Han arbejder som rengøringsassistent på en lyssky kemikaliefabrik. En aften ryger han i syrebaljen og forvandles til en muteret moppedreng med superkræfter.
Der er også et plot, og dette giver anledning til både hævn og heltemod. Nogen skal reddes, andre skal stoppes og mange skal onduleres på brutal vis. Den nye superhelt kender ikke sin egen styrke.
Det er et remake i originalens satiriske, sorthumoristiske og til tider dumplatte ånd. Trods større armbevægelser og moderne CGI forsøger de endda at sjuske lidt og lave den som en B-film. Det eneste, der rigtigt mangler, er erotikken.
På det punkt var den gamle næsten en blød pornofilm i adskillige minutter, hvor datidens svulmende monster humpede sin nye, storbarmede kæreste. Til sammenligning er den nye film mere voksen.
Der er stadig masser af god spas. De opjusterer ganske vist dramatikken med sorg, sygdom og stedfaderskabet. Men der er grænser for seriøsiteten, når helten er en muteret dværg i strutskørt.











