Tron: Ares er en science fiction-thriller fra 2025 instrueret af norske Joachim Rønning. Det er den tredje film i serien og lige som forgængeren fra 2010 en efternøler. Men de har da næsten halveret ventetiden.
Nye generationer og andre arvtagere kæmper for at finde den såkaldte permanenskode, så AI-karakterer og andet isenkram fra den virtuelle verden kan overføres og sælges i virkeligheden.
Julian Dillinger, barnebarn af Ed Dillinger fra den oprindelige film, ser store muligheder for at sælge krigsmaskiner og engangssoldater. Eve Kim, den nye direktør i ENCOM, vil bruge teknologien til at redde verden.
Jared Leto er sikkerhedsprogrammet Ares, skabt af Dillinger. Han gør alt det beskidte arbejde, men udvikler selvstændighed og sympati med Kim og den oprindelige skaber Flynns uselviske filosofier.
Det ender med, at han som en anden Arnold i Terminator 2, eller måske Van Damme i Universal Soldier, skifter side. Og så slås de om det. Både i netværket og den rigtige storby. Med stakkels Kim som trofæbamse.
Halløj i cyberspace
Selvom der er sket meget med teknologien siden 1980’erne, især kunstig intelligens i de senere år, er dette mere science fantasy end rigtig videnskab. Som Minecraft-filmen minus humor. Der er ingen logiske forklaringer på noget. Ikke engang den vigtige permanenskode.
Man skal hellere se den som en naiv eventyrfilm med et teknologisk perspektiv. Mere Jumanji: Welcome to the Jungle end The Matrix. Kan man det, er den faktisk ikke så frygtelig, som jeg troede, den ville være.
Der er flotte effekter og tilpas meget action og spænding. Ares’ karakterudvikling er set før, men en fin, lille fortælling alligevel. Evan Peters er god i skurkerollen. Jodie Turner-Smith er intens som Ares’ 3D-printede banekvinde Athena.
Det er en letvægter i en genre med mastodonter som bl.a. førnævnte The Matrix. Her når den altså ikke op. Men jeg var bedre underholdt end frygtet.
Du kan se den på Disney Plus.
