Tulsa King

Tulsa King er en krimiserie fra 2022 skabt af Taylor Sheridan. Han er manden bag bl.a. Yellowstone. Selveste Sylvester Stallone er en af producerne og spiller derudover hovedrollen som den nye konge i Tulsa, Oklahoma.

Kongens borgerlige navn er Dwight Manfredi, og han er alt andet end konge i begyndelsen. Han løslades efter 25 års fængsel for et mord begået i mafiaens tro tjeneste. I alle disse år har han været loyal og aldrig stukket sine mafiabrødre. Han forventer derfor en vis respekt og belønning. I stedet bliver han sendt til Tulsa med kravet om at sætte noget i gang og tjene penge til familien.

Der ligger et gammelt, men også fejlplaceret nag bag denne udvikling. Jeg ville ikke afsløre alle detaljerne. Hvorom alting er, er Tulsa et tag-selv-bord for en gammel gangster som Dwight. Han får stille og roligt opbygget en lukrativ forretning. Da han hverken har fået støtte eller respekt med hjemmefra, kun krav om ugentlig betalinger, brænder han de gamle broer.

Langt fra gansterlivet

Serien minder om bl.a. Lilyhammer og The Sopranos. Førstnævnte fordi Dwight havner i nærmest ingenting, og alle omkring ham er så langt fra gangsterlivet, som de kan komme. Sidstnævnte, fordi han stadig kæmper med folkene hjemme i New York. Som de snyltere, gangstere er, føler de naturligvis, at han skylder dem.

Man kan også sammenligne med The Penguin. Lige som Oswald er Dwight den lille mand i større spil. I begyndelsen er det bare ham og en ung mand, han rekrutterer. Lige som Oswald. Men der er mange andre forskelle i detaljerne. Og karaktererne.

Den har lidt af samme humor som Lilyhammer, men også mere alvor. Her ligger den tættere på de to andre serier, omend den aldrig bliver nær så mørk og dyster. Dwight kan sagtens være hård og nådesløs, men ikke decideret grusom eller ondskabsfuld.

Charmerende gangsterkonge

Han er også langt mere charmerende end hhv. Tony Soprano og Oswald Copplepot. Og selvom Sly aldrig har været en rigtig førsteelsker, er han trods alt en pænere mand end dem begge. Hvilket de også udnytter kraftigt. Han har masser af dametække i serien.

Jeg vil ikke afsløre, hvem han havner i lagnerne med, men blot tilføje, at her er nogle interessante, plotmæssige tvist.

Det er en god, velskrevet serie, der rækker ud efter samme, høje niveau som de andre eksempler. I modsætning til f.eks. Arnold Schwarzeneggers Fubar har Stallone langt højere ambitioner. Den når dog ikke helt derop, da den nu og da dyrker nogle klichéer og inddrager andre elementer, som trækker fra. F.eks. caster Stallone en af sine døtre i en helt unødvendig rolle.

Du kan se de første to sæsoner på SkyShowtime. Der kommer mindst én sæson mere. Desuden arbejder de på et spin-off med Samuel L. Jackson.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.