Venom: The Last Dance

Venom: The Last Dance er den tredje og sidste film i Sonys Spider-Man-relaterede spin-off-univers. Selvom den og alle de andre film har lagt op til mere, er det ikke gået som håbet i biograferne og hos anmelderne. Snarere tværtimod.

Derfor er titlen rammende. Den refererer ganske vist til Eddies egen sidste dans med symbioten Venom. Samtidig bygger den løs på mytologien om symbioterne. Den introducerer nye karakterer og mulige arvtagere samt en ny superskurk med rod i symbioternes oprindelse.

Jeg kendte ham overhovedet ikke og troede næsten, at de havde opfundet ham til filmen. De har trods alt ændret meget andet for at lave filmene uden Spider-Man. Men denne skurk blev skabt i tegnerierne i 2018 og retroaktivt skrevet ind i symbioternes baggrundshistorie.

I sidste ende er det ligegyldigt, da Sony næppe laver flere af disse spin-offs. Jeg tænkte blot, at jeg hellere måtte runde af.

Eddie havnede i det primære Marvel-univers i slutningen af forgængeren. Men det fikser de hurtigt, da de sender ham tilbage igen med det samme. Det i sig selv er jo et ret dårligt tegn. Marvel må have sagt tak, men nej tak.

Fjollet og skizofren

Tilbage i eget univers må Eddie flygte fra både myndighederne og nye monstre udsendt af førnævnte skurk. Mens velmenende forskere forsøger at forstå symbioterne, vil de militære ledere hellere udrydde den potentielle trussel før end siden.

Humoren er stadig fjollet, og det føles som om Hardy spiller rollen på en ny måde hele tiden. Det er meget skizofrent. Måske bevidst, men det fungerer ikke rigtigt. Samtidig opfinder de en årsag til at vise os meget mere Eddie end Venom, så der er mindre action – eller i hvert fald en anden type action.

Den er skrevet og instrueret af Kelly Marcel. Hun har skrevet alle tre film samt bl.a. Fifty Shades of Grey og Cruella. Det er til gengæld hendes debut som instruktør, og det mærker man faktisk. Det er primært klippearbejdet i actionsekvenserne. Det er ikke så flydende, som det burde være.

Man kan godt slå tiden ihjel, men det er seriens lavpunkt. I det mindste er det den sidste dans. Hardy (og alle de andre) må finde noget bedre at lave.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.