Watchmen

Watchmen er en TV-serie baseret på tegneserieforfatteren Alan Moores gamle mesterværk fra 1986. Det er ikke en ny filmatisering af tegneserien, men en fortsættelse, der foregår i 2019 og følger nye, originale karakterer skabt af produceren Damon Lindelof, som bl.a. var en af skaberne bag TV-serien Lost.

Lindelof har kaldt den nye TV-serie et remix. Det er en god beskrivelse, for den høster masser af inspiration i Moores tegneserie, og selvom fortællingen foregår mere end 30 år senere, er verden stadig kraftigt influeret af begivenhederne i originalen. Det nye persongalleri får selskab af flere velkendte ansigter, og endelig er der også mange flashbacks, der afslører nye detaljer og udbygger den verden, Moore skabte i 1980’erne.

Min yndlingssuperheltefilm

Som du måske ved, blev Moores fortælling filmatiseret i 2009, instrueret af Zack Snyder. Hans film er min yndlingssuperheltefilm, fordi den er helt fantastisk og unik i genren. Jeg anmeldte den til en anden hjemmeside dengang, og det var kærlighed ved første filmoplevelse. Jeg genså den i år med en god filmkammerat, og den er lige så god i dag som dengang.

Snyder blev inviteret, da HBO holdt de første møder i 2015, men han var ikke længere involveret, da Lindelof kom ombord i 2017. TV-serien er heller ikke forbundet til filmen, selvom forhistorien i grove træk er den samme. Der er nogle markante ændringer i filmens slutning, og de går ikke igen i TV-serien. Dvs. at forhistorien er præcis som Moore skrev den.

Men de ligner hinanden meget alligevel, filmen og TV-serien. De udspringer naturligvis af det samme kildemateriale, men forklaringen er ikke helt så enkel. Dave Gibbons tegninger og John Higgins farver har ikke helt det samme visuelle udtryk, som de to filmatiseringer deler. Selvom Lindelof er gået tilbage til tegneserien, har han alligevel skævet en del til filmen.

Min yndlingssuperhelteserie

Lindelofs remix er en spændende blanding af nyt og gammelt. Man behøver ikke at kende tegneserien, men der er masser af godbidder og såkaldte påskeæg til dem, der gør. Den nye fortælling er medrivende og fuld af overraskelser, og selvom tiden er en anden, er den også den samme på mange måder. Temaerne er velkendte, og menneskeheden har desværre ikke flyttet sig i nogen nævneværdig grad. De nye helte er også lige så uperfekte og ødelagte som de gamle.

Jeg er vild med den. Kort og godt. Niveauet er helt i top, og den er herligt uforudsigelig og anderledes. Den er alt det, filmen også var. Hvis ikke de nye tider havde bragt TV-serier som The Boys og Titans, ville jeg uden tøven have udråbt Watchmen som min nye yndlingssuperhelteserie. Måske fortjener de en delt førsteplads.

Du kan se den på Max.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.