Brooklyn Nine-Nine er en komedieserie fra 2013. I modsætning til mange andre sitcoms, der følger almindelige menneskers privatliv, følger den et politidistrikt i New York.
En af de primære hovedpersoner er Jake Peralta spillet af Andy Samberg. Han er bedst kendt fra Saturday Night Live og den fremragende komedie, Hot Rod, hvor han spiller en amatør-vovehals.
Han sætter i høj grad tonen i serien. Han er en umoden, men overraskende effektiv kriminalbetjent, der leger sig gennem jobbet og opfører sig som om han er en actionhelt i en 80’er-film.
Serien er en genreparodi, og afdelingens betjente og personale er alle karikerede versioner af velkendte typer fra politiserier og actionfilm.
Humoren minder en del om sketchene i Saturday Night Live. Fjollet, gakket og uden nogen af de relativt alvorlige problemstillinger og budskaber, man ofte får i andre sitcoms.
Man kan også sammenligne med The Naked Gun, dog er der den forskel, at Frank Drebin er en straight-face-klovn. Han opfører sig ikke fjollet. Alt går bare galt for ham.
I skrivende stund kan du se den på Netflix.