Lightyear

Lightyear er et 3D-animeret science fiction-rumeventyr fra 2022 produceret af Pixar. Det er et spin-off til Toy Story-filmene. Her mødte vi legetøjsfiguren Buzz Lightyear, skabt efter helten i Andys yndlingsfilm. Dette er den film.

Buzz er en Space Ranger på mission på en ukendt planet. Uheldigvis er den fuld af farer, og de forsøger at forlade den. Men det går galt, og de strander på ubestemt tid. Buzz har dog ikke tænkt sig at opgive sin mission.

Jeg vil ikke afsløre alt for mange detaljer. Jeg vidste intet, før jeg så den, og det gjorde den endnu bedre. Der er masser af overraskelser, og du får ikke den type historie, du muligvis forventer.

Action- og science fiction-guf

Filmens Buzz minder meget om legetøjsudgaven. Han er handlekraftig, heltemodig og egenrådig, og han skal lære at lade andre hjælpe og samarbejde. Det tema er selvfølgelig velkendt, men vejen dertil er ikke.

Den kan ikke gøre brug af Toy Story-filmenes legetøjsvinkel, for denne Buzz er et rigtigt menneske. Dermed fungerer filmen på samme præmisser som de fleste andre film. Men du får det sædvanlige, høje Pixar-niveau.

Den er sjov, eventyrlig, fuld af action- og science fiction-guf, sød, rørende og bare rigtigt god. Pixar gør det igen-igen.

Du kan se den på Disney Plus.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.