Anchorman: The Legend of Ron Burgundy

Anchorman: The Legend of Ron Burgundy er en komedie fra 2004 instrueret af debutanten Adam McKay. Han har siden begået film som Talladega Nights, The Other Guys og senest Don’t Look Up. Han har skrevet manuskriptet sammen med Will Ferrell.

Ferrell spiller hovedrollen, Ron Burgundy, en førende nyhedsvært i 1970’erne. Det var en tid, hvor folk stadig troede på alt i fjernsynet. Nyhedsværter var konger – og mænd! Men pludselig hyrer TV-kanalen en kvinde.

Christina Applegate, bedst kendt som Kelly i Married… with Children, er kvinden, som bryder ind i deres hørmende mandeverden. De reagerer naturligvis som fladpandede hulemænd.

Det er en parodi, som satiriserer tiden, miljøet og professionen. Den kan sammenlignes med Zoolander og vores eget Team Easy-On. Burgundy og de andre nyhedsværter gebærder sig som skoledrenge ophøjet til rockstjerner.

Den er fuld af sjove karakterer, dialoger og situationer. Især replikkerne er fantastiske. Jeg elsker deres skøre ordvalg og særegne udtryk. Burgundy brillerer, men de er alle lige dumme – og lige skønne.

Enkelte platheder kan ikke undgås med den type humor. Nu og da får den en tand for meget. Men det er småting.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.