
Bodyguard Kiba 2 (originaltitel: Bodigâdo Kiba: Hissatsu sankaku tobi) er en japansk actionthriller fra 1973 instrueret af Ryûichi Takamori (Bodyguard Kiba, Yakuza Wolf: I Perform Murder).
Sonny Chiba er tilbage som karatemesteren Naoto Kiba. Indledningen sætter ham i en situation, hvor han atter må tage jobbet som bodyguard, denne gang for en gangster. Han kommer uforvarende i klemme mellem rivaliserende grupper og gamle fjender. Da han endelig husker, at han er helten, banker han alle.
Det hænder ofte, at distributørerne genbruger titlerne og udgiver efterfølgere, som intet har med originalerne at gøre. Det er dog ikke tilfældet her. Chiba spiller samme rolle. Søsteren Maki er også tilbage. Alligevel er de to film meget forskellige. Denne gang er det til efterfølgerens fordel.
Plottet er meget bedre konstrueret. Det er en fin fortælling, hvor man forstår alle karaktererne og deres motiver. Nogle afsløres senere end andre, men der er ikke de store smuttere og irritationsmomenter, som forgængeren var fuld af.
Der er meget mere og meget bedre action. Chiba lader atter næverne tale og ryster karatetricksene ud af ærmerne. Instruktøren holder kameraet mere i ro, så vi faktisk kan nyde det, der foregår.











