Send Help er et psykologisk overlevelsesdrama fra 2026 instrueret af Sam Raimi. Det er hans første film siden Doctor Strange in the Multiverse of Madness. Da han lavede Drag Me to Hell efter Spider-Man 3 for mange år siden, forlod han det store Hollywood og satte tænderne i en mindre produktion med frie rammer og løsslupne tøjler.
Det samme gør han her.
Rachel McAdams, som i øvrigt spillede doktorens dameven i førnævnte Marvel-film samt Irene Adler i Sherlock Holmes med Tony Stark, altså Robert Downey Jr., er en dygtig, men overset og socialt akavet talknuser i en stor virksomhed.
Filmens forfattere vil, at hun nødlander på en øde ø med sin unge, møgirriterende chef. Han må erfare, at han intet kan i den virkelige verden, mens hun blomstrer og udnytter al den nørdede viden, hun har samlet som ansøger til Survivor; TV-konceptet vi herhjemme kalder Robinson Ekspeditionen.
Det er ikke en gyser, men snarere et psykologisk drama om såvel overlevelsen og modspillet mellem de to karakterer. Han er møgforkælet som en ung Trump, der også blev født til rigdom og indsat som direktør i sin fars virksomhed, da han var 25 år. Han er vant til at kunne kommandere rundt med alle og tage for givet, at alle har mere brug for ham end omvendt. Der ligger formentlig en masse kommentarer der, selvom han ikke ligner den orange spærreballon.
Åh, Raimi!
Men Raimi er Raimi. McAdams er en karakter (og karikatur), man kunne finde i Drag me to Hell eller de gode, gamle eventyr med Ash (Evil Dead). Hun er så overdrevet kikset, at det nærmest er komisk. Ikke mindst fordi de har castet naturligt smukke McAdams i rollen. De er nødt til at transformere hende.
Derudover er der flere skønne scener, hvor man udbryder: “Åh, Raimi!” på den gode måde. Hvor han bare pumper løs i splatterværket, og kun moderne CGI afslører, at vi ikke er tilbage i de glade 80’ere. Det er sjovt og underholdende og umuligt ikke at overgive sig.
Man kan rejse den kritik, at tonen trækker det korte strå. Når filmen veksler mellem det sjove, det alvorlige og det splattede, kan sceneskiftet nu og da være som et klonk i gearkassen. Men jeg holder alligevel så meget af instruktøren og de enkelte dele, at jeg nød oplevelsen.
