
Once a Thief er en hongkongsk kupkomedie fra 1991 instrueret og co-skrevet af John Woo. Han er manden bag hjemlandsklassikere som Bullet in the Head samt amerikanske genrebrag som Hard Target, Face/Off og Mission: Impossible II.
Handlingen følger tre forældreløse børn; to drenge og en pige. De opdrages med hård hånd af en væmmelig type, der oplærer dem som lommetyve. Vi kaldte ham tyvefar. De møder nemlig også en rar betjent, der tager sig af dem. Politifar. Som voksne er de professionelle kupmagere. Det går faktisk ret godt. Men så bliver de narret.
Der sker en masse andet. Du får ikke hele historien her. Fortællemæssigt kan den minde om Bullet in the Head, da rejsen hele tiden tager os videre i nye retninger. Men dette er en komedie, endda en ret fjollet en af slagsen. Når du ikke får veludførte kupplaner og store actionscener, som kun Woo kan lave dem, får du slapstick og lagkagekomik a la Den lyserøde panter, Undskyld vi flygter og Hudson Hawk. Især sidstnævnte pga. både genre og humor.
Den stikker ud på Woos filmografi. Den stikker også af på alle parametre. Ikke alle vil bryde sig om dette legesyge værk fra mesterens hånd. Men giv den alligevel en chance. Den er underholdende, lidt kikset, plottet med uventede drejninger og lemfældig logik, men også mægtigt skæg.











