The Expendables er en actionthriller fra 2010 skrevet og instrueret af Sylvester Stallone, der også spiller hovedrollen som lejesoldaten Barney Ross.
En flok lejesoldater hyres til at udrydde en brutal diktator på en lille, sydamerikansk ø. De tager til øen for at rekognoscere, og det viser sig, deres kontaktperson er diktatorens smukke datter. Men det skal naturligvis gå helt galt, før det ender godt.
Det er en baskeægte actionfilm, som de lavede dem i de gode, gamle dage. Historien er ligegyldig. Til gengæld er der masser af action.
Nævekampe, biljagter, eksplosioner og et utal af håndlangere, der skydes i smadder, hugges i stykker eller får en omgang læsterlige klø. Vi er tilbage i de gode, gamle 80’ere, og det eneste, der mangler, er en tur forbi en stripklub.
Stallone har samlet en flok gamle og nye actionhelte inkl. Arnold Schwarzenegger og Bruce Willis, der medvirker i mindre vigtige roller. Men det fungerer, fordi filmen hylder genren.
Scenen med Sylvester og Arnold sammen for første gang på film er også et møde mellem to gamle konkurrenter, hvor de klapper hinanden på skulderen, og Arnold overlader scenen til sin gamle kollega.
Havde dette været en hvilken som helst anden actionfilm med en hvilken som helst anden flok mere eller mindre ligegyldige aktører, så havde den fået et hjerte mindre. Men fordi det er en hyldest, og fordi gensynsglæden er kolossal, vil jeg belønne den med et ekstra.