
A Cure for Wellness er en psykologisk thriller fra 2016 instrueret af Gore Verbinski (Mouse Hunt, The Ring). Den er løst inspireret af forfatteren Thomas Manns The Magic Mountain fra 1924.
Dane DeHaan er en ung, ambitiøs forretningsmand, der sendes til et kurbad i Schweiz for at hente sin virksomheds direktør hjem igen, da han tilsyneladende ikke ønsker at forlade stedet på egen hånd. Det burde være en nem opgave, men efter en bilulykke bliver den unge mand selv patient på stedet.
Jeg kender ikke værket, der inspirerede instruktøren. Jeg vil i stedet udpege H. P. Lovecraft som en oplagt inspirationskilde. Handlingen vækker minder om de historier, hvor en hovedperson ankommer til et sted med en dyster hemmelighed. Alle forsøg på at afdække mysteriet eller slippe væk ender forgæves, da alle omkring ham er involveret.
Man kan sammenligne med film som Dagon og In the Mouth of Madness, begge inspireret af Lovecraft. Men den vækker også minder om Stonehearst Asylum, Immaculate og Shutter Island.
Den er medrivende og godt konstrueret. Mystisk, makaber og på alle måder særdeles Lovecraftiansk. Dette gælder også kurbadets hemmelighed, som jeg vil undlade at afsløre. Hvis man tager den kritiske brille på, kan man anfægte originaliteten, da den anvender mange velkendte kneb og plottråde. Men jeg var godt underholdt.
I skrivende stund kan du se den på Prime.











