Pølsemandens Jonas Schmidt, Sam Neill og Gene Mack.
In the Mouth of Madness er en fantasy-gyser fra 1994 instrueret af John Carpenter. Det er den tredje film i hans Apocalypse Trilogy. De to første er The Thing og Prince of Darkness.
Sam Neill er John Trent, en freelance forsikringsefterforsker, som hyres til at opspore en forsvunden horror-forfatter kaldet Sutter Cane. Trent mistænker, det hele er et publicity stunt, men efter lang tids stædighed må han overgive sig til mystikken.
Handlingen er inspireret af H. P. Lovecraft, og titlen er en omskrivning af forfatterens At the Mountains of Madness. Der er dog ingen ligheder med dette plot. Den minder mig snarere om Stuart Gordons Dagon samt dele af TV-serien Lovecraft Country. Fællesnævneren er en mystisk by, hvortil Trent og følgesvendinden Styles ankommer.
Den referer også Stephen King, og læsere af ham vil formentlig fornemme hans tilstedeværelse i visse elementer her og der. Det gjorde jeg i hvert fald.
Vidunderligt mystisk
Den beskæftiger sig med temaer som eksistentialisme, sindssyge og fri vilje. Den leger med sanserne og fucker med virkelighedsopfattelsen, både hovedpersonernes og sit publikums.
Den er mørk og dyster og vidunderligt mystisk. Neill leverer en fremragende præstation, men jeg vil nødigt afsløre, hvem han bl.a. minder mig om, da det muligvis kan afsløre for meget om mysteriets endelige udfald.
Ift. Prince of Darkness sætter Carpenter sine effekt-folk på større opgaver denne gang. Han går dog ikke all in som i The Thing. Han rammer den perfekte balance, synes jeg.
Jeg er vild med den. Det er min favorit i trilogien, og den stryger ind i min top 3 over Carpenter-film.
