Cobra Kai

Cobra Kai er en TV-serie fra 2018. Det er også navnet på den dojo, hvor stakkels Daniel Larussos plageånder lærte karate af den ondsindede sensei, John Kreese, i Karate Kid fra 1984. Efter to sæsoner på YouTubes premium-tjeneste er den blevet solgt til Netflix.

Johnny Lawrence, Daniels ærkefjende i den oprindelige film, har ikke haft den store succes i livet siden nederlaget i karate-turneringen for 34 år siden. Daniel er til gengæld blevet en succesrig bilhandler, og Johnny ser ham alle vegne i annoncer og TV-reklamer som en påmindelse om, hvem der vandt.

Skæbnen (og serieskaberne) vil, at de mødes igen, og mens Daniel for længst har lagt deres gamle fjendskab bag sig, har det ulmet i årevis i Johnny. Han beslutter at starte sin egen dojo i Cobra Kais ånd.

TV-serier baseret på film – og remakes/reboots/sequels generelt – er ofte en tynd omgang og et billigt forsøg på at malke en gammel, udtørret penge-ko en sidste gang.

Men Cobra Kai er en overordentlig positiv overraskelse og et velskrevet komediedrama på et rigtigt højt niveau. De to gamle ungdomsstjerner er forbavsende gode, og deres fortsatte historie er en medrivende og nuanceret personskildring med mange ekstra lag.

Ros til skaberne

Jeg googlede serieskaberne og forventede velkendte navne med lignende serier på bagen. Til min overraskelse er den skabt af Jon Hurwitz og Hayden Schlossberg, bedst kendt som duoen bag Harold & Kumar-filmene samt American Pie: Reunion.

Det er sjove komedier, jovist, men ikke i samme boldgade – eller på samme dramatiske niveau. Jeg må derfor rose to de herrer for at have udfordret sig selv, og det glæder mig, at de er vokset med opgaven.

Hvis du lige som jeg voksede op med de gamle film, vil du formentlig elske Cobra Kai. Den er fuld af god 80’er-nostalgi og kærlighed til især filmene og deres verden, men også den svundne tid generelt. Der er nogle skønne referencer her og der.

Men den slags kan naturligvis ikke stå alene, og derfor er det vigtigt, den fortsatte historie også er interessant og relevant, og at du har lyst at følge Johnny og Daniel igen – og jeg kan foreløbig sætte flueben i alle kasserne.

5. sæson

Femte sæson er ankommet før tid. De to forrige landede begge omkring årsskiftet. Denne gang er Netflix tidligt ude.

Kreese overtog Cobra Kai i tredje sæson. I fjerde sæson hentede han Terry Silver ind som partner. Silver er hestehaleskurken i den tredje af de gamle film. Han viser sig at være endnu værre end Kreese, og Daniels forhold til ham er mere betændt.

Imens forsøger Johnny og Daniel at samarbejde med større eller mindre succes. Det går lidt op og ned. Johnny kæmper også videre med sit eget privatliv og forholdet til sin søn, sin kæreste og hendes søn.

Jeg vil ikke afsløre alt for meget. Kampen tager en uventet drejning i slutningen af fjerde sæson, og selvom den fortsætter i femte sæson, er præmissen ikke helt den samme.

Tilfredsstillende, men åben slutning

Der er fortsat masser af karakterudvikling hele vejen rundt. Der er god spænding og action, men også et velskrevet drama, både blandt de unge og de voksne. Især Zabka fortsætter med at overraske, og det er stadig i høj grad Johnnys historie.

Hver sæson har budt på gensyn fra de gamle film, og femte sæson er ingen undtagelse. Jeg vil ikke afsløre hvem, men de er alle velkomne. En af karaktererne bliver en fast del af holdet, og det fungerer rigtigt godt.

Jeg ved ikke, om det er sidste sæson. Men det kan det være. Den ender et meget tilfredsstillende sted. Men den åbner også en lille dør på klem. Det er muligvis bare en typisk åben slutning. Men jeg er ikke sikker.

6. og sidste sæson

Sjette og endegyldigt sidste sæson ligger klar på Netflix. Denne gang er der ingen tvivl. Ingen åbne slutninger. Alting rundes af med fine sløjfer.

Kreese flygtede i sidste sæson. Alligevel formår han at anføre Cobra Kai sammen med den sydkoreanske sensei, Kim Da-Eun, og hendes elever. Den eneste tilbagevendende amerikanske elev er Tory. Alle andre er samlet i Miyagi-Do. Silver dukker op igen, denne gang som bagmanden bag en ny dojo, Iron Dragons.

Forvirret? Det forstår jeg godt. Det er som om den store, prestigefyldte turnering blot registrerer navnene på deltagende dojoer. At alle skifter rundt, og der opstår helt nye konstellationer, er åbenbart ét fedt for dem.

Kreese og Silvers juridiske problemer bortvaskes med en tør bemærkning om, at Stingray er et utroværdigt vidne. Flugten fra fængslet nævnes ikke.

Danske Carsten Nørgaard, der spiller turneringens leder, taler om stolte traditioner, respekt og sportsånd. Disse inkluderer tilsyneladende ikke de herrers tvivlsomme historik. Som Chozen udbryder: “Sekai Taikais adgangspolitik er for ringe.”

Det er små, løse detaljer i plottet. Men dem vil jeg ikke hænge mig i. Fordi det er lykkedes serieskaberne at runde serien af på fremragende vis. Hvis man accepterer, at Kreese og Silver bare sådan lige uden videre er tilbage, er det kun godt, de er tilbage. Der er brug for dem.

Forrygende finalebrag!

Deres tilstedeværelse betyder, at sæsonen ikke bare er en unødvendig fortsættelse. Deltagelsen i den store turnering skaber spænding og medrivende kampe. Det gamle, onde blod skaber drama. Men denne gang får vi også “closure.” En afslutning. En afklaring. Jeg vil ikke afsløre hvordan.

Serien startede med Johnny, og selvom den har udviklet sig i mange retninger og introduceret mange andre karakterer, fylder Johnnys fortælling mest. Det er vigtigt. Det er hans rejse, vi afslutter. Den får med hele den følelsespornografiske farveladepensel. Men det er smukt og godt og rigtigt.

Daniel er ikke glemt. Han har kæmpet med sine egne dæmoner, trods større succes i livet. De gamle film var drevet af venskabet mellem ham og mr. Miyagi. Selvom han ikke er her mere, er hans eftermæle betydningsfuldt. Det ved de, og de udnytter det godt.

Du får regulære finalebrag i flere afsnit. Ikke kun de store kampe, hvor der er flere uventede drejninger. Men også følelsesmæssige finalebrag. Det er muligvis en af de bedste serieafslutninger, jeg længe har set. Jeg bukker i respekt og takker.

Du kan se den på Netflix.