Den røde drage (originaltitel: Red Dragon) er en thriller fra 2002 instrueret af Brett Ratner (Rush Hour). Det er den tredje og sidste film med Anthony Hopkins som Hannibal Lecter. Kronologisk set er det dog en prequel.
Den er baseret på forfatteren Thomas Harris’ første roman i serien. Faktisk blev den også filmatiseret i 1986 med Brian Cox i rollen som den glubske dr. Lecter. Dengang instrueret af selveste Michael Mann (Heat).
Edward Norton er FBI-agenten Will Graham. Historien indledes i 1980, hvor dr. Lecter stadig er en fri mand og respekteret psykolog. Han hjælper Graham med at analysere seriemordere. Men Graham afslører ham.
TV-serien Hannibal med Mads Mikkelsen udforsker dette partnerskab før og efter Lecters afsløring i langt større grad. Filmen springer i tid, hvilket placerer Lecter i den rolle, vi også kender fra Ondskabens øjne.
Plottet handler om at fange en seriemorder kaldet Tandfeen i pressen. Han er metodisk og svær at regne ud. Graham må modvilligt søge hjælp hos sin gamle sparringspartner – og ærkefjende, hvis gamle nag stadig syder.
Hæderlig thriller – fint gensyn
Jeg læste begge Harris’ romaner i 90’erne, da Ondskabens øjne gik sin sejrsgang i biograferne. Som du måske ved, var jeg ikke helt tilfreds med Hopkins’ udgave af den kølige kannibal. Det samme kan siges om karaktererne i denne filmatisering.
Tandfeen beskrives som ekstremt muskuløs. Hans træning er nærmest en slags afstraffelse, men også kompensation for andre problemer. Han er en, man lægger mærke til. En hvis åbenlyse styrke, man taler om.
De har castet Ralph Fiennes, som ganske vist er dygtig, men ikke fysisk imponerende. Der er dialog i filmen, som direkte adresserer, hvor stærk han må være. Så kigger man på ham, og tænker, hvorfor ville de tro det?
Edward Norton er også dygtig. Han var en af mine store favoritter dengang, hvilket især skyldtes Fight Club, men også American History X og andre. Han er skabt til rollen. Men hvorfor har de afbleget ham?
Det er en hæderlig thriller. Ikke fantastisk. Ikke rædsom. Der er mange scener, som lever op til bogen. Det klæder også Hannibal at have et strejf af vrede mod Graham. Han foretrækker at være alles overmand. Men Graham fangede ham. Han hader det.
Det blev et fint gensyn, trods alt. Nogle ting trækker stadig fra. Men den er bedre, end jeg syntes, da jeg så den første gang.
