Rush Hour er en actionkomedie fra 1998 instrueret af Brett Ratner. Ud over resten af trilogien har han også lavet film som After the Sunset og X-Men: The Last Stand.
Chris Tucker danner par med selveste Jackie Chan i en sag om en kidnappet, kinesisk konsuldatter. Det er Chans første amerikanske film siden birollen i Ud at køre med de skøre 2 i 1984. Tucker er LAPD-strømeren James Carter, mens Chan er politiinspektør i Hong Kong.
Det er en buddy cops-film i en velpolstret genre, hvor mange andre har leveret store actionbrag. De følger opskriften og omfavner klichéerne i næsten alle henseender. Tucker er en gavflab a la Eddie Murphy, der bøjer reglerne og smadrer midtbyen efter behov.
Måske er det årsagen til, at hans karriere aldrig rakte meget længere end de tre film med Chan. Han kom i klemme mellem førnævnte Murphy og Hollywoods nye, sorte stjerne i 90’erne, Will Smith.
Kung fu-strømer i hopla
Chan er til gengæld helt siden egen. Hverken en brovtende Nick Nolte-type (48 timer) eller en “too old for this shit”-karakter a la Murtaugh (Dødbringende våben). Han er i hopla som kung fu-strømer og tager sin slapstick-kampstil med til Hollywood, denne gang som stjernen. Det blev hans store internationale gennembrud.
Hvor plottet er set før – også meget bedre – leverer Chan noget nyt til genren. Der opstår god kemi mellem ham og Tucker, og de mange kampscener er sjove og underholdende.
Desuden er det en film af en type, man kan savne mere og mere i dag. Nul CGI. Lutter praktiske effekter. Chan udfører sine egne stunts, og det bidrager stort til oplevelsen. Man bliver helt nostalgisk. Det er en old school actionfilm, og den er næsten bedre i dag end dengang, fordi man sætter mere pris alt det gode håndværk, man dengang tog for givet.
I skrivende stund kan du se den på Viaplay.
