Det sorte hul

Det sorte hul er en rumfilm fra 1979. Efter succesfilmene SOS Poseidon kalder og Det tårnhøje helvede udtænkte filmens oprindelige forfattere en katastrofefilm i rummet. Samtidig var sorte huller et varmt emne i videnskabelige kredse, og efter et par års ping-pong mellem forskellige forfattere og producere, blev filmen en realitet.

Handlingen følger mandskabet ombord på USS Palomino. De er på vej hjem til Jorden efter en længere opdagelsesrejse, da de opdager et sort hul og et stort, mystisk rumskib, der befinder sig faretruende tæt på hullet. Det viser sig at være USS Cygnus, der har været forsvundet i mange år.

Det er en overraskende u-Disney’sk Disney-film, og det er faktisk den første Disney-film, der fik en PG-rating. Det er stadig en meget mild rating, og det skyldtes primært hyppig brug af gloser som “hell” og “damn” samt et voldsomt dødsfald eller to. Men stadig intet ift. de højere alders-ratings.

På papiret er det en Jules Verne-agtig opdagelsesrejsefilm i rummet, og der er mange ligheder med eksempelvis En verdensomsejling under havet. Især mellem den berygtede kaptajn Nemo og skurken i Det sorte hul. Genialiteten, storhedsvanviddet og de excentriske luner.

Disneys mørke side

Men Det sorte hul er faktisk en rumgyser. Der er en gennemtrængende, ildevarslende stemning og en underliggende grusomhed i fortællingen. Der er også sproglige og billedlige referencer til velkendte horror-elementer. Jeg vil ikke afsløre for meget, men jeg vil næsten kalde den en blanding af Stanley Kubricks Rumrejsen år 2001 og Paul W.S. Andersons Event Horizon.

Derfor er den totalt u-Disney’sk, og de to fjollede robotter, der hører bedre hjemme i Star Wars-universet, er ikke nok til at sprede den velkendte, familievenlige Disney-ånd.

Det er naturligvis ikke en kritik. Men det kan sagtens have været et problem for den dengang, for den floppede i biograferne, og anmelderne var mere negative end positive. Men for filmnørder, der også tåler meget værre udgydelser, er Disneys mørke side kun en spændende opdagelse.

Blandet fornøjelse

Desværre er produktionen og dermed realiseringen af de gode idéer en blandet fornøjelse. På nogle områder er den overraskende godt lavet, og på andre er den som en b-film med effekter dateret før Star Wars revolutionerede genren og teknologien.

Skuespillet er til tider overraskende dårligt, selvom rollelisten har mange store navne. Manuskriptet halter, og der er for lidt hverdagssnak. Vi lærer stort set intet om figurerne ud over deres arbejdsrolle i mandskabet. De har knap nok en personlighed.

Det er ærgerligt, for selve plottet, skurken og den u-Disney’ske rumgyser-stemning er gode elementer, der bare savner en bedre indpakning. Der mangler lige den sidste magi her og der.

Jeg ender på syv hjerter. Den underholder, og den er et gensyn værd, men flere detaljer trækker ned.

Sort skærm

Hvis du planlægger at se den på Disney+, vil jeg advare om, at den starter med cirka 2½ minut sort skærm.

Jeg troede først, at der var noget galt, men det er meningen. Mange gamle film begyndte med en ouverture dvs. et stykke indledningsmusik i biograferne. Det gav publikum tid til at komme på plads i salen. Og nogle udgivelser inkluderer ouverturen. Det sorte hul er en af dem.

Nøgleord: , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.