Dispatches from Elsewhere er en TV-serie skabt og skrevet af Jason Segel (How I Met Your Mother, Forgetting Sarah Marshall). Han er inspireret af The Institute, en dokumentar fra 2013 om et alternativt reality-spil, som i modsætning til virtuelle reality-spil foregår i den virkelige verden. Med andre ord et slags avanceret rollespil.
Jason selv spiller datamatikeren Peter, som lever et ensomt, kedeligt liv. Faktisk eksisterer han bare, han lever ikke rigtigt. Men en dag bliver hans nysgerrighed vakt af et besynderlig opslag, og da han følger dets vejledning, bliver han deltager i et mystisk spil, hvor han møder tre andre; en transkvinde, en ældre dame og en konspirationstosse, der er lige så ensomme og håbløse som ham selv.
I Jasons version af The Institute udvikler spillet sig til en kamp mellem to grupperinger. Men de fire hovedpersoner bryder reglerne, fordi konspirationstossen Fredwynn vil afsløre, hvad der i virkeligheden foregår.
Syret, mystisk, sød og smuk
Fortællestilen er abstrakt og delvist inspireret af spillets egne præmisser, men også af den kunstneriske vinkel, som især stammer fra gadekunsten i Philadelphia. Spillets vigtigste element er en mystisk kunstner kaldet Clara. Hun udvikler sig til at være en sagnomspunden karakter a la Banksy, en gadekunstner fra virkeligheden, som kun er kendt under sit kunstnernavn.
Spillet er et effektivt mysterie fuld af ledetråde og uventede drejninger. En stor del af tiden går med at gætte på, hvad der i virkeligheden foregår, hvem der står bag, og hvad formålet er. Dette kompliceres af den abstrakte og ofte ret syrede fortællestil. Men heldigvis er handlingen også medrivende og krydret med sort, skør humor.
I virkeligheden handler fortællingen naturligvis om hovedrollernes personlige rejse og udvikling, hvordan de påvirker og inspirerer hinanden. Det er en sød og smuk historie, der til sidst viser sig at have endnu et uventet ekstra lag.
Et par gange sammenligner karaktererne spillet med Fight Club, men seriens udtryk og stemning fik mig til at tænke på film som Eternal Sunshine of the Spotless Mind, Vanilla Sky og Being John Malkovich. Hele ideen om “Elsewhere” er desuden at finde et slags magisk frirum i den grå og triste virkelighed. Serien er fuld af små “lommeuniverser,” der er som taget ud af en Terry Gilliam-film.
Der kommer et punkt, hvor det føles som om, den burde slutte. Hold ud, for det giver mening.
Advarsel! Spoilere i dette afsnit!
I allersidste afsnit viser det sig, det hele er en metafor for Jason Segels egen kamp med alkohol. Det er ikke et uinteressant ekstra lag, men jeg må ærligt sige, at jeg var så følelsesmæssigt investeret i karaktererne, at jeg blev en smule skuffet over at blive rykket ud af illusionen.
Den får stadig en masse hjerter, for det er en spændende, medrivende og overraskende fortælling – og en imponerende bedrift af Jason.
Du kan se den på Prime.
