Ted Lasso

Ted Lasso er en komedieserie fra 2020 skabt af Jason Sudeikis, Bill Lawrence og Brendan Hunt. Førstnævnte er komiker. Du kan have set ham i film som Horrible Bosses og We’re the Millers. Lawrence er en erfaren TV-mand og skaber af bl.a. Scrubs, Spin City og Shrinking. Hunt kender Sudeikis fra de nævnte film. Derudover har han været forfatter på Comedy Central News.

Titelfiguren (Sudeikis) er en amerikansk college football-træner, der flytter til England for at træne en lokal fodboldklub. Her er ikke tale om en sproglig misforståelse, selvom de to lande har hver deres meget forskellige version af fodbold. Ted ved godt, at de spiller “soccer” i England.

Humlen er, at klubbens nye ejer, Rebecca Welton, forsøger at sabotere sit eget hold som hævn imod sin eksmand, den tidligere ejer. Hun hyrer den uprøvede Lasso, der ganske vist har et trofæ under bæltet, men i en helt anden sport. Han ved intet om det, resten af verden kalder fodbold. Men han sætter pris på en udfordring.

Han minder os om, at der findes mere end en type amerikaner. Han er evigt optimistisk og ukuelig, uendeligt høflig, varm og imødekommende. Han kommer fra Kansas og er bedst sammenlignelig med en anden fiktiv karakter fra de egne: Clark Kent. Han er næsten for god til at være sand. Hvilket skaber en vis skepsis hos andre i begyndelsen. Men de overgiver sig alle.

Han ved som sagt intet om rigtig fodbold. Men han forstår mandskabspleje. At skabe holdånd. At klæde sine spillere på til at gøre det bedste med deres talent. Så skal resten nok følge med, tænker han.

The Lasso Way

Der er lavet tre sæsoner, og de skaber en perfekt fortælling i tre akter. Jeg vil ikke afsløre hele rejsen, men jeg har allerede afsløret, at han vinder hjerter. Han ændrer kulturen i klubben og motivationen hos alle. Fra den øverste ledelse til holdets hårdt prøvede assistenter. Selv byens fans og den kritiske presse må til sidst lægge sig ned.

Den er sjov, rigtigt sjov, men også fuld af godt drama og livsbekræftende øjeblikke. Den er som en rigtig god, klassisk sitcom, omend episoderne bliver længere og længere. Man kan more sig, men også lære noget. Man ender med at elske karakterne og betragte dem som gamle venner eller sågar familie.

Der er også et sportsdrama om en klub, der skal finde sig selv og overvinde alle odds. Det er ikke sådan, at man skal være fodboldfan for at se den. Den holder det på et niveaue, hvor amerikanerne også kan være med. Men der er både lidt om fankultur og sportslig psykologi, filosofi, ærkerivaler, store egoer og meget andet.

Du kan se hele serien på Apple TV. Efter sigende er der ovenikøbet en fjerde sæson på vej. De risikerer at ødelægge en perfekt slutning. Men okay. Jeg er ikke træt af Ted.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.