Doppelganger

Doppelganger aka. The Evil Within er en erotisk thriller/gyser fra 1993 med Drew Barrymore som Holly Gooding, en ung kvinde, der vender hjem til Los Angeles og flytter ind hos forfatteren Patrick. Han er naturligvis en anelse forfjamsket, for hun er smuk, mystisk … og farlig?

Den starter lige på og hårdt med sex og mord indenfor de første 10 minutter. Den unge frøken Barrymore fortsætter ud af det lystige spor, hun startede på i Poison Ivy, en erotisk thriller fra 1992 instrueret af Katt Shea, der også var kvinden bag Stripped to Kill.

Der er rigeligt at kigge på, og det overrasker mig at opdage, at Drew kun var 17, da de filmede den. Men det var selvfølgelig en anden tid. Hvis jeg havde set den som 15-årig i 1993, havde jeg uden tvivl forelsket mig i hende et par år tidligere. I stedet skete det i The Wedding Singer i 1998.

Mysteriet vokser og vokser

Titlen er en lille spoiler, men den er rigeligt mystisk alligevel, og der er flere mulige vinkler. Der er mange små og større ledetråde her og der, som løse brikker i et puslespil, og mysteriet vokser og vokser. Nogle peger i én retning, og andre i en anden. Jeg grublede og grublede, og jeg hyggede mig vældigt godt.

Den israelske filmmager Avi Nesher anvender her og der et billedsprog, der minder mig en smule om Jim Jarmusch, især hans Ghost Dog. Men der er også en Hitchcock-agtig stemning, eller måske snarere Brian de Palma. Det fungerer ret godt, og det passer til den mystiske historie.

Der er masser af positive overraskelser, men også dårligt skuespil og flere steder, hvor manuskriptet halter. Mysteriet ender i en bizar finale, der forsørger at kombinere alle tænkelige forklaringer og eksekvere dem på en måde, du aldrig nogensinde gætter. Jeg tabte underkæben. Helt bogstaveligt.

Derfor er det en blandet omgang. Noget er godt, noget er skidt, og noget er så skidt, at det alligevel er godt. Som b-film er det en god, sjov, (u)hyggelig og erotisk filmoplevelse.

Nøgleord: , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *