Enola Holmes

Enola Holmes er titelfiguren i en ny film på Netflix baseret på en bogserie fra 2006 af forfatteren Nancy Springer. Den er inspireret af Sherlock Holmes, men Enola er ikke en transformeret version af ham, men derimod hans ukendte lillesøster.

I bøgerne er hun 14 år, men i filmen er hun lige fyldt 16 og spillet af Millie Bobby Brown, som du kender fra Stranger Things. Hendes mor er Helena Bonham Carter, og Henry Cavill er storebroderen Sherlock.

Det er ikke en Netflix-produktion, men en af de film, de har samlet op her i corona-tiden, hvor biograferne har været lukket.

Kvindelig Sherlock

Enola er vokset op alene med sin mor, og det har været en atypisk barndom, for pigen har ikke lært traditionsbundne pigeting som madlavning og brodering, men at fægte, løse gåder og meget andet. Hun er på en måde en yngre, kvindelig version af Sherlock, selvom hun er en ny karakter. Hun har masser af karaktertræk, der er hendes egne, men de er begge outsidere, der blæser på normerne – og de er begge intelligente opdagere, omend hun først lige er begyndt.

Det er en ungdomsfilm og en familiefilm, hvor alle kan være med. Den er ikke som Harry Potter-filmene, men den har lidt af samme humor og eventyrlige stemning. Den sprudler som et godt, gammeldags actioneventyr, og den minder mig også lidt om den gamle TV-serie med en ung Indiana Jones.

Fortællestilen minder lidt om Birds of Prey. Enola fortæller historien på samme delvist uorganiserede facon som Harley Quinn. De to karakterer er naturligvis vidt forskellige. Men fortællestilen ligner lidt. Hun bryder også den fjerde væg på sin egen Oliver Hardy-agtige måde. Det fungerer rigtigt godt.

Stærke kvinder

Hvis du ikke er til stærke kvinder og stikpiller til et mandsdomineret samfund, vil du muligvis stå af på den. Men prøv at give den en chance. Det indgår ret naturligt i handlingen og tiden, og jeg vil sammenligne den med Wonder Woman på det punkt. Det er der, men det fylder ikke for meget.

Der er et mysterie at opklare, og et komplot at afdække. Det ligger til Holmes-navnet. Men forfatteren har fundet en vinkel, der passer godt til Enola i mere end én forstand. Det er en medrivende oprindelseshistorie med en spændende, ny heltinde, og jeg glæder mig til at se mere til hende.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.