Ondskabens kirkegård 2

Ondskabens kirkegård 2 (Pet Sematary Two) er ikke baseret på en litterær efterfølger til Stephen Kings roman. Manuskriptet er originalt, og King ville ikke lade dem bruge hans navn. Det er således en 2’er uden skaberens velsignelse.

Instruktøren Mary Lambert er til gengæld tilbage, og hun ville gerne have digtet videre på Creed-familiens historie med udgangspunkt i datteren Ellie som den eneste overlevende.

Castle of Terror

Studiobosserne troede ikke på idéen om en teenagepige i hovedrollen. Guderne må vide hvorfor. Det virkede i Halloween, A Nightmare on Elm Street og mange andre. Hovedrollen gik i stedet til Hollywoods nyeste (mandlige) teenageidol, Edward Furlong, bedre kendt som John Connor i Terminator 2.

Han spiller 13-årige Jeff, der mister sin mor, en berømt skuespillerinde, i en bizar ulykke under optagelserne til en gyser kaldet Castle of Terror. Efter tragedien flytter han sammen med sin far, en dyrelæge, til Ludlow, hvor den berygtede dyrekirkegård befinder sig.

Du kan nok gætte lidt af det, der er i vente. Men filmens forfattere fortjener den ros, at handlingen ikke er en tro kopi af 1’eren. Præmissen er ganske vist den samme, men historien finder en drejning, der byder på en uventet og anderledes genganger. Det er filmens styrke og årsagen til, at den ikke er gået i glemmebogen.

Skønhedsfejl og andre B-filmskvaliteter

Den scorer sølle 22 procent på Rotten Tomatoes. En anmelder beskrev den som et langtrukket afsnit af Tales from the Crypt. Ja, for fanden! Er det da skidt? Det er præcis den type film. Ikke traditionelt god. Men underholdende. Fuld af skønhedsfejl og andre B-filmskvaliteter.

Jeg ved, den findes i mange King-fans samlinger, selvom den ikke fik forfatterens egen velsignelse. Jeg har den også i min, og der bliver den stående.

Nøgleord: , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.