Power Rangers

Power Rangers er en superheltefilm fra 2017 baseret på TV-serien Mighty Morphin Power Rangers fra 1993, der selv var baseret på Super Sentai, en japansk TV-serie fra 1970’erne. Power Rangers er i dag en franchise, der også tæller film, tegneserier, computerspil og legetøj.

Filmens handling begynder i den kænozoiske tidsalder, hvilket er en ret upræcis tidsangivelse, da den kænozoiske tidsalder strækker sig fra for 66 millioner år siden og helt op til i dag. Men vi erfarer senere, at de mener dengang, der levede dinosaurer.

Her møder vi de oprindelige Power Rangers, en gruppe intergalaktiske vogtere, der skal beskytte livet på Jorden samt en mystisk krystal, som skaber livet. Mod hvem de skal beskytte livet og krystallen, ved vi ikke, for den eneste rigtige trussel viser sig at være en af deres egne, den grønne ranger, Rita Repulsa, som gør oprør og vil bruge krystallen til at dominere universet, og da de er ved at tabe kampen, udrydder de livet på Jorden ved at forårsage et meteornedslag, men de redder krystallen fra at falde i hænderne på Rita.

I nutiden finder 5 teenagere 5 mystiske mønter, der rummer energien fra de oprindelige Power Rangers, og mønterne udvælger de 5 teenagere til at blive de nye Power Rangers. Samtidig, tilfældigvis og uheldigvis bliver Ritas lig fisket op af en lokal fiskekutter, og hun er ikke så død, som hun umiddelbart ser ud, så de 5 teenagere får travlt med at lære at bruge deres nye superkræfter.

Jeg husker at have zappet forbi den oprindelige TV-serie i 90’erne, men det var en serie for børn, og jeg var teenager, så jeg var ikke interesseret. Men den nye film gjorde mig nysgerrig, for selvom det stadig er en film til børn, er produktionsniveauet æoner fra niveauet dengang. Det er en film, der kan ses af hele familien, lige som f.eks. Harry Potter-filmene eller Transformers.

Der er ingen store overraskelser. Handlingen følger velkendte opskrifter og gør intet for at undgå de sædvanlige klichéer. Men den er tilpas underholdende, og jeg kedede mig ikke. Havde jeg være 12 år i dag, havde jeg uden tvivl været mere vild med den.

Nøgleord: , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.