Salem’s Lot

David Soul bekæmper vampyrer med et hjemmelavet krucifiks.

Salem’s Lot er en miniserie fra 1979 baseret på Stephen Kings roman af samme navn (udgivet på dansk som De dødes by). Den blev sendt i to dele på CBS i USA, men en kortere version på 112 minutter kørte i biograferne i Europa. Jeg har set miniserien på i alt 184 minutter, og det er den, jeg anmelder her.

Handlingen er sat i en lille amerikansk by, Jerusalem’s Lot i staten Maine, en fiktiv by i Kings litterære univers, og følger forfatteren Ben Mears, der voksede op i byen og vender hjem for at skrive en bog om et hjemsøgt hus i udkanten af byen.

Huset stod tomt, da Mears var barn, men det er netop blevet solgt til en anden mystisk tilflytter, en antikvitetshandler fra England, Richard Straker, der planlægger at åbne en butik i byen sammen med sin lige så mystiske forretningspartner, Kurt Barlow.

Mears lejer et værelse i et lokalt pensionat, hvorfra han kan se det hjemsøgte hus, og han begynder at skrive sin bog. Han møder også en lokal kvinde, Susan Norton, og de to bliver hurtigt glade for hinanden. Men Kings fortælling er ikke en kærlighedshistorie, og før de har set sig om, begynder byens beboere at dø under mystiske omstændigheder.

Instruktøren er ingen ringere end Tobe Hooper, der også har instrueret kultgysere som Motorsavsmassakren og Poltergeist, og Paul Monash, der skrev manuskriptet, havde få år forinden produceret King-filmatiseringen Carrie. Miniserien var i gode hænder, og King har hyldet resultatet, selvom Monash har lavet flere ændringer i historien.

Det var faktisk Motorsavsmassakren, der fik Warner Bros. til at hyre Hooper, men de to produktioner er vidt forskellige. TV-mediet er restriktivt, især i USA, og Hooper har fokuseret på stemning og antydninger for at skabe uhygge. Samtidig har temaet – og jeg afslører næppe for meget, når jeg fortæller, at det er en vampyrfilm – ansporet dem til at hente inspiration i den tyske kultgyser Nosferatu, og derfor er miniserien også fuld af virkemidler, der er som taget ud af gyserfilm fra de gode, gamle sort/hvide dage.

David Soul og Bonnie Bedelia i en hyggestund ved søen.

Hovedrollen som Ben Mears udfyldes af David Soul, der er bedst kendt som kriminalbetjenten Kenneth ”Hutch” Hutchinson i TV-serien Starsky & Hutch. Den mystiske Richard Straker spilles af James Mason, en prisvindende britisk skuespiller, der har medvirket i utallige klassikere, for eksempel En verdensomsejling under havet, hvor han var kaptajn Nemo. Fru McClane i Die Hard-filmene, det vil sige Bonnie Bedelia, er den skønne Susan Norton, og i det hele taget er miniserien fuld af velkendte ansigter og dygtige skuespillere.

Det er en gammel TV-produktion, og kvaliteten er naturligvis derefter, men niveauet var tårnhøjt efter datidens standarder, og alle de stærke kræfter, der står foran og bag kameraet, har skabt en miniserie, man sagtens kan nyde mange årtier senere. Handlingen er stemningsmættet og medrivende, og selvom man godt kan more sig over de gammeldags effekter og virkemidler, kan man også sætte pris på det håndværk, der er lagt i dem.

Sidste år genså jeg IT, den gamle King-filmatisering fra 1990, som også er mærket af TV-mediets begrænsninger, men jeg var ovenud tilfreds alligevel, og Salem’s Lot vækker den samme glæde og tilfredshed. Den er gammel, men den er dødgod alligevel.

Nøgleord: , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *