Skyggen

Skyggen er noget så sjælden som en dansk science fiction-thriller. Den er fra 1998 og en del af en bølge af danske film i andre, nærmest udanske genrer. 90’erne gav os gysere som Nattevagten, Sidste time og Mørkeleg, actionfilm som Operation Cobra, I Kina spiser de hunde og Pusher, og i science fiction-genren fik vi Farligt venskab og Skyggen.

Lars Bom er en slags hacker-tyv eller -detektiv. Han er i hvert fald manden med byens hurtigste internetadgang, og har har – når han selv skal sige det — aldrig mødt et stykke elektronik, han ikke kan hacke. Af samme grund er han berygtet i den kriminelle cyberverden, og da forbryderbossen Stoiss bliver berøvet, kidnapper og tvinger han Bom dvs. JB, som han hedder i filmen, til at efterforske sagen.

Bom er filmens store stjerne, men resten af rollelisten er også et spændende bekendtskab. Skurken Stoiss ligner en ældre Djarnis fra De skrigende halse i en sådan grad, at hvis jeg ikke havde slået ham op og konstateret, at han hedder Jørgen Kiil, havde jeg bildt mig selv ind, at han måtte være Søren Pilmarks ukendte storebror. Boms makker er som snydt ud af næsen på Juliette Lewis (Cape Fear, Natural Born Killers), men hun hedder Puk Scharbau – i virkeligheden; i filmen hedder hun sørme Miauv. Og er du vågen, kan du spotte Alexandre Willaume, der får bank af Bom i en kort, men alligevel mindeværdig scene.

Det er en billig science fiction-film, og jeg må erklære mig dybt uenig med den anmelder, der på bagsiden af DVD-omslaget hævder, at computereffekterne er fremragende. Det er de ikke. Heller ikke efter datidens standard. Selvom det er længe siden, fik vi altså stadig Terminator 2 i 1991 og Jurassic Park i 1993. Der er computereffekter i Skyggen, men de er røvdårlige.

Resten af scenografien er til gengæld udmærket. Den er ganske vist klichefyldt, og fremtiden er en sædvanlig blanding af samfundsforfald, cyberpunk og et nøk i retningen af hardcore på alle niveauer. Især i kælderetagens swingerklub, hvor der er masser af kinky sex til legelystne drenge og piger i lak og læder. Så du har set det før i mange amerikanske film. Men det ser fint ud, og det passer til genren, tonen og historien.

De store problemer er handlingen, dialogen og skuespillet. Den er rodet, en anelse overkompliceret, og i store dele af filmen kommer den ingen vegne. Nogle figurer er overspillede karikaturer, der falder helt udenfor. En slags komiske elementer, der hverken er sjove eller velplacerede. Og meget af dialogen er bare dårligt skrivearbejde.

Bom forsøger. Bortset fra hans fortællestemme, der er en monoton mumlen, gør han sit bedste. Flere af de andre leverer også en hæderlig omgang, og den aldrende Djarnis-klon er en fin filmskurk.

Der er også nogle lyspunkter i plottet, og jeg tænker, at en masse justeringer her og der måske kunne forvandle den til en god film. Men det er ønsketænkning, for den er, som den er, og jeg kan ikke give den mere end fire hjerter.

Nøgleord: , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *