Son of Shaft

Son of Shaft hedder bare Shaft, men den er en efterfølger til Shaft fra 2000, og begge film er et blødt reboot af den oprindelige Shaft fra 1971, som er en filmatisering af detektivromanen Shaft skrevet af Ernest Tidyman. For at undgå yderligere navneforvirring holder jeg mig til Son of Shaft, og den cheesy titel passer fint til den nye film.

Det er ikke utænkeligt, at de har kaldt den nye film Shaft, fordi sønnike, John “JJ” Shaft Jr., spillet af Jessie T. Usher, skal arve navnet og titlen. Filmen er produceret til Netflix, og de kunne nemt føre ideen videre i en TV-serie eller yderligere Netflix-film. Usher er bedst kendt fra TV, og selvom han også medvirker i The Boys på Amazon Prime, ville han sikkert ikke takke nej til en tilbagevendende rolle som den nye Shaft.

Hvis du ikke kender Shaft, er det oplagt at citere titelmelodien fra den gamle film, skrevet og fremført af Isaac Hayes, som et yngre publikum muligvis kender bedst som stemmen bag Chef i South Park. Teksten i Theme from Shaft lyder:

Who’s the black private dick that’s a sex machine to all the chicks?
(Shaft)
Ya damn right

Who is the man that would risk his neck for his brother man?
(Shaft)
Can you dig it?

Who’s the cat that won’t cop out when there’s danger all about?
(Shaft)
Right on

They say this cat Shaft is a bad mother…
(Shut your mouth)
I’m talkin’ ’bout Shaft
(Then we can dig it)

He’s a complicated man
But no one understands him but his woman
(John Shaft)

Og Shaft i de gamle blaxploitation-film var præcis sådan. En blanding af Dirty Harry og James Bond, men sort. En afro-amerikansk actionhelt, større og mere populær end Marvels Black Panther, som nok er den nærmeste sammenlignelige figur i dag.

Tiden har naturligvis ændret sig meget, men det er alligevel ærgerligt, at Shaft bliver mindre og mindre Shaft-agtig for hver ny film. Sam Jackson er badass og har masser af attitude, men han har aldrig haft samme kvindetække som Richard Roundtree, den oprindelige Shaft. Og den nye Shaft-knægt er en moderne blød mand, der lister på tæer omkring kvinderne.

Det er nu ikke så overraskende, at de har skrevet den unge Shaft sådan, for i filmen er han og farmand et umage makkerpar, og der er brug for modsætninger og dynamik mellem de to. Det er set uhyggeligt ofte før, men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke lige kan komme på en bedre vinkel. Det ville ikke fungere, hvis sønnike bare havde været lige som sin far.

Ikke desto mindre er det stadig cheesy, klichefyldt og uoriginalt. Der er så godt som intet, du ikke har set før, og jeg kan ikke belønne den med mere end seks hjerter. Men jeg vil dog slutte af med at sige, at det er ganske hyggeligt tidsfordriv, hvis du ikke kan finde på andet, eller du bare vil se noget dumt.

Nøgleord: , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *