Spacehunter: Adventures in the Forbidden Zone er et rumeventyr fra 1983.
Handlingen følger dusørjægeren Wolff, der lander på planeten Terra XI, hjemsted for en mislykket kolonisering, hvor pest og borgerkrig har efterladt et samfund i forfald. Han forsøger at opspore tre unge kvinder, der er nødlandet på planeten, for at bringe dem hjem og høste en klækkelig dusør.
Molly Ringwald er et af 80’erne store ungdomsidoler og bedst kendt fra coming-of-age-filmene Breakfast Club, Pretty in Pink og Sixteen Candles. Hun var en fregnet, rødhåret krøltop, og jeg husker hende bedst som klassens nørdede, generte pige.
Men hun har også kastet talentet i andre retninger, og en af hendes første film var dette post-apokalyptiske rumeventyr, hvori hun spiller en møgbeskidt skraldetøs.
Det er ikke en film, jeg husker fra min barndom, og den var heller ikke et biografhit, men den er overraskende velproduceret og underholdende alligevel.
Mad Max i rummet
Tempoet er højt. Der er masser af action. Detn er fuld af praktiske effekter, rrigtige kulisser og lokationer. Der er hele tiden noget nyt at opleve og ingen grund til at stoppe op og tænke over, om historien er dum.
Michael Ironside er en næsten ukendelig, men helt perfekt, herligt overdrevet cyborg-skurk kaldet Overdog. Ernie Hudson dukker som en gammel soldaterkammerat til Wolff, og der er fint modspil mellem de to alfahanner.
Peter Strauss er fyren, der legemliggør Wolff og henter stor inspiration fra især Han Solo. Molly er bedårende som altid, også selvom hun denne gang er en uvasket klunser med et primitivt ordforråd.
Det meste af handlingen foregår i et barsk ørkenlandskab med spredte ruiner, forældet teknologi og lovløse tilstande. Med ganske få omskrivninger kunne det nemt have været en af Mad Max-filmene. Det er en opskrift, der virker, for den er enkel, og du skal bare sætte dig ned og nyde turen.
I skrivende stund er den tilgængelig på Prime.
