Speed Racer er lidt af et genremiks. Sportsdrama, thriller, science fiction og et godt, gammeldags actioneventyr. Den er baseret på en japansk animeserie fra 1967. Franchisen inkluderer også en mangaserie fra samme årti samt nyere versioner og spin-offs.
Handlingen følger en ung, talentfuld racerkører. Han er den mellemste søn i en familie med efternavnet Racer, og forældrene har faktisk døbt ham Speed. I den oprindelige serie hed han Go Mifune (en lille hyldest til filmstjernen Toshiro Mifune). I de engelske udgaver droppede man de japanske navne.
Da Speed vinder sit første store løb, forsøger en af sportens mastodonter, den stinkende rige Arnold Royalton, at lokke ham med store armbevægelser og uudtømmelige resourcer. Det er dog for godt til at være sandt, og pludselig vikles han ind i et magtspil til milliarder, hvor korruption, beskidte tricks og sågar attentatforsøg med ninjaer er en del af pakkelegen.
Eventyrlyst og vovemod
Den er instrueret af de to Wachowski-søskende. Du kender dem som duoen bag The Matrix, V for Vendetta og mange andre. Dette er deres første forsøg med en farverig familiefilm. Men de går til opgaven med samme eventyrlyst og vovemod som altid.
Dels skaber de en visuel verden, der adskiller sig fra alt andet, både deres egne værker, men også markedet generelt. Jeg tænkte straks på Edward Saksehånd. Ikke fordi de overhovedet er sammenlignelige i øvrigt. Men begge film foregår i en slags karikeret virkelighed med egne spilleregler og farvepaletter.
De leger også med en fortælleteknik kaldet bevidsthedsstrøm, hvor fortid og nutid og de forskellige scener og begivenheder flyder mere sammen. Dette kommer især til udtryk i nogle dele af filmen. Hvis man er uforberedt, kan man miste tråden. I hvert fald kortvarigt.
Den floppede i 2008. Det farvestrålende, børnevenlige univers afskrækkede også mig dengang, selvom jeg er stor fan af søskendeparret. Men den har opnået retrospektiv anerkendelse og en vis portion kultstatus.
Positivt overrasket
Den er væsentligt bedre end forventet. Humoren er ganske vist fjollet, og det er en familiefilm, hvor balancen hælder mere til børnene end de voksne. Men den er ikke så dum endda.
Fortælleteknikken er interessant, men måske for amitiøs til et plot med rigtigt mange karakterer, detaljer og sideløbende plottråde. Den egner sig formenligt bedre til historier drevet af én eller få karakterer, tænker jeg.
Visuelt er den fantastisk flot og farverig. Det meste er CGI, men CGI i 00’erne var på en eller anden måde ikke nær så trættende som CGI i dag. Problemet i dag er ofte, at det hele er lavet med de samme værktøjer. Det bliver meget ensformigt. Tidligere skilte filmene sig mere ud fra hinanden, og det gør denne her i allerhøjeste grad.
Der er steder her og der, hvor scenerne er så detaljerige, at enten budgettet eller talenterne rinder ud. Men mærkeligt nok er det ikke nær så ødelæggende for oplevelsen, som mangelfuld CGI er i dag.
Den får en flot bedømmelse. Jeg kan lide den og ser den gerne igen. Den er ikke perfekt, men sådan behøver det heller ikke altid at være.
