Stockholm Bloodbath

Britiske Sophie Cookson som svenske Anne Eriksson.

Stockholm Bloodbath er en engelsksproget, dansk-svensk-produceret, historisk inspireret actionthriller fra 2023 instrueret af Mikael Håfström. Han er også manden bag bl.a. Stephen King-filmen 1408.

Som titlen antyder, handler filmen om det Stockholmske blodbad, en historisk massakre som fandt sted i 1520, da den danske kong Christian nummer 2, det røvhul, erobrede Sverige og blev kronet som den nye konge.

Handlingen følger to unge kvinder, Anne og Freja Eriksson. De overlever et mindre, men ikke mindre grufuldt blodbad på Annes bryllupsdag. Fra det øjeblik lægger filmen op til hævn udført af seje, ninja-agtige kvinder.

Det er nemlig ikke en historisk film, som vi kender dem bedst. Håfstrøm har skævet til kollegerne Guy Ritchie, Quentin Tarantino og i særlige tilfælde Baz Luhrman. Han har nyfortolket de gamle historiebøger.

Exploitation-heltinder

Derfor skal vi naturligvis have kvinderne frem i bobslæden med et godt greb om styrepinden. Mændene skal være onde og dumme, og de skal få som fortjent. Det var de også, og det gjorde de, så den sidste del er ikke helt forkert.

Før du synes, det lyder alt for woke, skal du tænke på film som Kill Bill, eller exploitation-klassikere som Coffy med Pam Grier. Det er den type kvindeaction, Håfström skaber i sin opgraderede udgave af det gamle blodbad.

Filmens handling er heller ikke så langt fra virkeligheden, selvom detaljerne dramatiseres på moderne vis. Faktisk er den så tro imod historiens sande begivenheder, at der ryger lidt af den strukturelle dramaturgi, du normalt ville få i en god hævnfilm.

Jeg havde foretrukket en film med færre dikkedarer, hvor de to kvinder jagtede hævnen uden stop på vejen. Men jeg er heller ikke historienørd. Jeg havde accepteret omskrivninger a la Inglourious Basterds.

Væmmelige danskere

Det er stadig en interessant filmoplevelse. En spændende, Game of Thrones-agtig fortolkning af krigen mellem de to nordiske lande, hvor Claes Bang er fantastisk som en filmskurkeversion af den danske konge.

Alle filmens danskere spiller væmmelige typer. Men de gør det fremragende. Mikkel Boe Følsgaard som Didrik Slagheck og Ulrich Thomsen som Hemming Gadh skal fremhæves. Den ene en rendyrket psykopat, og den anden en slibrig orm.

De to kvinder er også gode på hver sin måde. Den ene er et skønt mix af filmheltinder. Jeg kunne ikke bestemme mig for, om hun lignede Daenerys mere end Sarah Connor, eller måske Neve Campbell fra Scream.

Der er meget godt at sige, og jeg nød at se den i godt selskab. Jeg anbefaler den gerne. Men jeg trækker lidt fra, da jeg synes, den kunne have ændret mere og fundet en mere direkte vej imod målet. Måske endda en slutning a la Inglourious Basterds.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.