The Devil All the Time

The Devil All the Time er et drama fra 2020 med Tom Holland, Robert Pattinson, Sebastian Stan og mange andre. Det er baseret på en anmelderrost roman af Donald Ray Pollock, der også er filmens fortæller.

Handlingen begynder i 1945, hvor Willard Russell (Bill Skarsgård) vender tilbage fra krigen, møder en sød pige og stifter familie i en lille flække kaldet Knockemstiff. Hans eneste søn, Arvin, viser sig at være historiens sande hovedperson, og da han bliver en ung mand, overtager Tom Holland rollen.

Det er en ret usædvanlig fortælling, og i lang tid er det svært at få øje på et plot. Det føles mere som en biografi, og lige som et liv kan bugte sig tilfældigt afsted, gør denne beretning det også. I stedet er det temaerne tro og synd, der styrer slagets gang, og filmen disker op med nogle grimme skyggesider, og nogle rigtigt trælse personer, sagt på godt jysk.

Stilen og fortælleformen minder mig om især No Country for Old Men. Den har det samme langsomme tempo og foregår i lignende småbysamfund, bare flere årtier tidligere.

Mange vil utvivlsomt beskrive den som kedelig, men jeg var grebet fra start til slut. Håndværket er rigtigt godt, skuespilpræstationerne er virkelig gode, de mange personskildringer fascinerede mig, og fortællingens uforudsigelighed holdt mig fanget.

Du kan se den på Netflix.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.