The Street Fighter’s Last Revenge er den tredje og sidste film i en japansk trilogi fra 1974. Denne gang er New Line Cinema både distributør og producent. Man mærker en amerikanisering i visse detaljer.
Yakuzaen er atter i skurkerollen, men plottet tager en drejning i retning af spiongenren. Terry har udvidet sit hjem med skjulte kamre, og sit repetoire med masker og forklædninger a la Mission: Impossible. Han modtager endda sine opgaver via en telefoncentral som en slags hemmelig agent.
Filmens McGuffer er en nyudviklet opskrift til et højpotent og dermed lukrativt rusmiddel. Vha. moderne teknologi er denne opskrift indspillet på to kassettebånd, som skal afspilles synkront. Gevinsten tilfalder den, der får fingrene i begge kassettebånd.
Der er stadig masser af action, men den er mindre blodig og oftest knoglebrækkende udenfor kameraet. Til gengæld er der mere romantik a la James Bond. Terry behøver ikke længere tvangskysse damerne, de kaster sig velvilligt i hans svulmende overarme. Dette gælder især Reiko Ike, kendt fra bl.a. Sex and Fury. I modsætning til den britiske agents erobringer, er hun gavmild med udsynet til attributterne.
Shaft og James Bonds japanske elskovsbarn
Selvom hun kan, overlader hun slåsseriet til en kvindelig kollega, Etsuko Shihomi. Hun er kendt fra bl.a. Sister Street Fighter, et spin-off, hvor hun indtager hovedrollen. Der er kampduelige damer i alle tre film, men hun er den hidtil største rolle af sin slags, og den dygtigste kæmper.
Det pynter alt sammen på hver sin måde. Den store mængde action er underholdende. Plottet er isoleret set udmærket. Men filmen falder ikke helt i tråd med de første to. Dels pga. tone- og genreskiftet, men også fordi de plottråde, der tidligere fortsatte fra film til film, alle er kappet. Masaoka findes stadig i Terrys liv, men rollen er reduceret til ingenting.
Alligevel morede jeg mig fint. Terry er som en japansk blanding af Shaft og James Bond. Drejningen kan stadig noget. Damerne er skønne tilføjelser. Spiongrejet vækker andre nostalgiske følelser. Hvis dette havde være stilen fra begyndelsen, havde jeg sat en ekstra fjer i ja-hatten.
