Under the Skin er en science fiction-thriller fra 2013 instrueret af Jonathan Glazer. Han er manden bag bl.a. Sexy Beast og The Zone of Interest. Den er baseret på en roman fra 2000. Glazer arbejdede på den i mere end et årti.
Scarlett Johansson er ikke bare filmens største stjerne, hun er nærmest den eneste skuespiller på rollelisten. Instruktøren valgte bevidst at caste personer uden erfaring for at skabe en slags kejtet small-talk-realisme.
Hendes opgave er at virke mindst muligt og i visse scener påtaget menneskelig. Hun er nemlig et udenjordisk væsen på rov efter unge mænd i nattelivet. Derfor er der også flere nøgenscener. Det er den mest kendt for.
Ja, hun viser faktisk det hele. Men ikke som forventet. Det er ikke en ny omgang Species med masser af erotisk lagengymnastik. Filmen viser snarere, hvor lidt der skal til for at lokke intetanende ungersvende i.
Forklædt som menneske
Nøgenheden bruges i stedet i karakterudviklingen. Den fortæller os noget om dette mystiske væsen. I begyndelsen er nøgenhed en ubetydelighed detalje. Senere bliver hun mere bevist om sin kvindelighed. Mere nysgerrig og udforskende.
Man siger, at klæder skaber folk. Hovedrollen har forklædt sig som menneske. Hun studerer os. Forfører os. Agerer som os. Interagerer med os. Det forandrer hende. Det vækker en nysgerrighed, et ønske om at være mere, sågar en empati, sympati og samvittighed.
Måske er det meningen. Måske er det bare mig. Der er stor plads til fortolkning. Svarene er få. Men jeg tænkte især på to klassiske værker. Pinocchio og Frankenstein. Meget forskellige fortællinger. Og dog.
Begge hovedpersoner ønsker at være mennesker. At leve og ånde og elske. De tager på en rejse. De møder nye mennesker og oplever både venlighed og ondskab. Genren afgør, hvordan det ender.
De intellektuelle svulmelegemer
Men filmen er også helt sin egen. Den er meget langsom og fluen-på-væggen-agtig. Jeg nævnte kejtet small-talk-realisme. Store dele er improviseret. Fröken Johansson kører rundt og taler med almindelige unge mænd. De filmer med skjult kamera og aftaler resten senere.
Det er en slags koncertfilm. Lige som Dogme-filmene, men med andre regler og et andet format. Formålet er dog det samme. At skabe en form for realisme.
Den floppede i biograferne, men nød stor kritisk anerkendelse. Den gik sin sejrsgang ved filmfestivalerne og høstede mange nomineringer og enkelte priser.
De fleste almindelige mennesker vil røvkede sig. Hvis du f.eks. bare vil se hovedpersonen nøgen, kan du lige så godt spole igennem den. Du får ikke noget ud af den øvrige film.
Men lad os sige, du er åbensindet og frisk på noget anderledes, hvor du kan stimulere de intellektuelle svulmelegemer. Så er det en fascinerende film. Meget usædvanlig og ekstremt mystisk, men inddragende.
Kunstnerisk, sanselig, tankevækkende. En film, der stadig rumsterer i baglokalerne. Jeg har ikke set den for sidste gang, og næste gang vil sikkert åbenbare en masse, jeg overså denne gang. En unik oplevelse.
