Odd Thomas er en fantasy-thriller fra 2013 instrueret af Stephen Sommers. Han er manden bag The Mummy og Deep Rising. Den er baseret på en roman af Dean R. Koontz, hvis succes førte til hele seks efterfølgere og tre grafiske noveller.
Anton Yelchin er titelkarakteren, en ung mand, hvis fornavn faktisk er Odd. Han skulle egentlig have heddet Todd, men en fejl på fødselsattesten gav ham et mere passende navn. Han er nemlig mærkelig. Han ser døde mennesker. Lige som drengen i Den sjette sans. Oftest er de ofre for forbrydelser. Så gør han noget ved det.
Filmens plot byder på hans hidtil største udfordring, da han ser ofrene fra et masseskyderi, som endnu ikke har fundet sted. Han må nu regne ud, hvor og hvornår det vil ske. Hvem gerningsmanden er. Det er lettere sagt end gjort.
Trods bøgernes store succes og flere kendte ansigter på rollelisten – ikke mindst veteranen Willem Dafoe, men også Yelchin selv, der på det tidspunkt var kendt fra Terminator Salvation, Star Trek og den nye Fright Night – smuttede filmen under radaren. Jeg har selv først opdaget den nu.
Uhyggens snaskede afkroge
Det er en fejl, jeg er glad for at råde bod på. Ganske vist er der lidt ungdomsgyser over den på visse punkter. Lidt Fright Night/Zombieland/Disturbia-vibes. Men det gør ikke spor. Der er god spænding, mystik, action og endda lidt sød romantik.
Man kan kritisere enkelte kreative valg, hvis man synes. Koontz sammenlignes ofte med Stephen King, men er en mere strømlinet udgave af sin kollega. Hans hovepersoner er ofte mere perfekte og ubetinget gode. Det, man på amerikansk kalder “wholesome.” Det kan blive lidt unaturligt.
Dermed ikke sagt at filmen er pæn og børnevenlig. Du får blod og drabelige mord og klamme effekter. Koontz kan sagtens svælge i uhyggens snaskede afkroge. Han er bare ikke nær så glad for gråtoner og skyggesider. Karakterne er enten gode eller onde.
Pyt. Alt det andet løfter filmen. Jeg var godt underholdt. Det er ærgerligt, at Yelchin forlod os i en ung alder. Jeg fik lyst til mere i dette univers.
