Jurassic World: Fallen Kingdom

Jurassic World: Fallen Kingdom er det andet kapitel i den nye dino-trilogi og den femte film i hele franchisen. Den er instrueret af J. A. Bayano, hvis filmografi også tæller den spanske gyser, Børnehjemmet (El orfanato).

Efter katastrofen i den første film er dinoerne overladt til sig selv på øen Isla Nublar. Men der kan de ikke leve lykkeligt til deres dages ende. En buldrende vulkan truer med at udrydde dem, og rigmanden Lockwood, Hammonds gamle partner, ønsker at redde dem.

Uheldigvis følger plottet en ældgammel tradition kendt fra både forgængerne og bl.a. Alien-filmene og King Kong. Der er altid nogen, der ser de fantastiske, men også farlige skabninger som en god forretning.

Det er både synd for dinoerne og for os andre. Det er tilpas underholdende på linje med utallige hajfilm og lignende, men der er ingen wauw-effekt. Det hele er set før. Næsten.

Mere spænding end action

De fortjener den ros, at de ikke bare har gjort alting større. De har forsøgt at vægte handling tungere end action. Vi får mere spænding a la raptorerne i køkkenet end biljagter med en tyrannosaurus i hælene.

Der er nogle fede scener her og der, som vækker minder om gyserfilm i andre subgenrer. Der er også en spændende æstetik i den valgte baggrundskulisse. Det er en velproduceret film med mange kvaliteter.

Der er også en drejning til sidst, som kan give en masse nyt i kommende film. Det kan man i hvert fald håbe. Men samlet set føles det som en tammere version af The Lost World.

Alligevel glæder jeg mig til 3’eren, hvor hele det gamle hold vender tilbage. Vi fik for lidt Jeff Goldblum i denne. Forhåbentlig får vi mere i den næste.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.