Ant-Man and the Wasp: Quantumania er et actioneventyr fra 2023 instrueret af Peyton Reed. Hans øvrige bedrifter tæller de andre Ant-Man-film samt bl.a. Yes Man. Det er den tredje film i serien, den 31. MCU-film og den første i Marvels femte fase.
Cassie, Scotts datter, som er blevet en ung dame, opfinder et apparat, der kan kortlægge quantum-riget, hvor Janet, Hanks hustru og Hopes mor, var fanget i mange år. Men der er noget, hun har glemt at fortælle. I det mystiske mikrovers bor en mægtig fjende, og han modtager signalet fra Cassies opfindelse.
Som alle øvrige MCU-film siden Endgame har den fået en blandet modtagelse. Kritikerne er særligt hårde, og den lander på 48 procent på Rotten Tomatoes. Publikum er mere gavmilde, men der er mange højlydte nejsigere på de sociale medier.
Jeg gik derfor ind til den med bange anelser, og jeg blev positivt overrasket. Det er en stor, flot Marvel-film. På en måde den største siden Endgame, selvom den teknisk set foregår i et mikrovers med den mindste superhelt.
Quantum-riget er nemlig kæmpestort, når man er så lille, og det er fuld af mærkelige væsener og andre vidundere. Det er som et helt Star Wars-univers i lommeformat. Der er også mange visuelle ligheder. Samt et strejf af Avatar og John Carter.
Missioner i fremmede dimensioner
Det er en familiefilm i bogstavelig forstand, da hele familien Lang/Pym/van Dyne suges ned i det lillebitte eventyrland. Det slog mig flere gange, at Marvels egen Fantastic Four-film kunne vælge en lignende rute. De er nemlig også en familie af opdagelsesrejsende på missioner i fremmede dimensioner.
Den er som nævnt overraskende god, og det skyldes ikke mindst den fantastiske verden og de klassiske actioneventyr-takter, den slår an. Af samme grund kan man diskutere, hvor original den er. Men den er under alle omstændigheder underholdende.
Kang er en forrygende skurk, især pga. Jonathan Majors præstation. Det er ikke den samme Kang som i Loki, men en variant fra multiverset, og alle får at føle, hvad den Kang mente, når han talte om truslen fra sine varianter. Det kan kun blive værre. På den gode, skurkagtige måde.
M.O.D.O.K. er til gengæld en skuffelse. Dels er han ændret væsentligt, da han i denne udgave er Darren Cross fra den første Ant-Man. Men han er også ret latterlig, og hans CGI ligner en sjusket eftertanke i sidste øjeblik.
Men det meste er positivt, og det er ærgerligt, at kritikerne er stået af Marvel-toget. Ellers kunne det have været første skridt imod en genoprejsning. Filmen jokker nemlig ikke i de suppedaser, som de andre har gjort. Men nu kan nejsigerne pege på de dårlige anmeldelser i stedet, og så er Marvel lige vidt.
Jeg belønner indsatsen. Paul Rudd er skøn i rollen som Ant-Man, og han har fået et rigtigt heltekvad. Både Michael Douglas og Michelle Pfeiffer har også fået større roller. Der er meget at glæde sig over.
