Jeg elsker superhelte. De skyller ind over Hollywood som en massiv tsunami, men jeg kan ikke få nok. Er 5-10 film om året mange? Det er jo ikke engang én hver måned.
Kærligheden begyndte naturligvis med tegneserier. Jeg var barn i en tid, hvor alle heltene havde deres eget blad. Markedet var enormt i forhold til i dag. En helt almindelig døgnkiosk havde mindst 10 forskellige titler på hylderne, hvis ikke 20. Genbrugsbutikkerne var ikke sjældne og svært tilgængelige skattekister, men bugnende skattekamre, man kunne plyndre igen og igen – og de var altid fyldte.
Superheltefilm var sjældne dengang, men de fandtes. På VHS-markedet kunne man endda finde TV-film og piloter fra TV-serierne, hvis man gik på jagt i alle de udlejningsbutikker, man kunne opspore – og var heldig, ikke mindst.
Jeg er så vild med superheltefilm, at jeg fordeler min kærlighed på flere toplister. Her får du de 10 bedste af de første.




















