The Northman

The Northman er et fantasy-actiondrama fra 2022 instrueret af Robert Eggers. Han er manden bag The Witch, The Lighthouse, og Nosferatu.

Den er baseret den danske legende om Amleth, måske bedre kendt i dag som Hamlet i William Shakespeares berømte skuespil. Begge er baseret på det oprindelige værk, Gesta Danorum, en semi-fiktiv krønike over dansk historie skrevet af Saxo Grammaticus, der lyder som en karakter i Asterix & Obelix.

Du kender også historien fra Løvernes konge, der hentede sin inspiration i samme fortælling.

Handlingen begynder i år 895. Det er brutal vikingetid, ikke middelalderens eventyrland med riddere og smukke prinsesser. Man kan bedre sammenligne med de nordlige himmelstrøg i TV-serien Game of Thrones, hvor kulden bed mindst lige så hårdt som ulvene.

Her møder vi Amleth, den danske kongesøn, hvis skæbne minder meget om Simbas. Han må flygte fra sit hjem og sin arv, da faderen myrdes af den tronragende onkel Fjölnir. Senere forvandles han til den muskuløse Alexander Skarsgård og kræver sin hævn.

At dø – eller ikke at dø?

Men der er mange gode overraskelser i historien. Dels er der vikingemytologien med alt hver der til hører af både hedenske ritualer og brutale skikke. Men vejen til hævnen er også meget forskellig fra Disneys antropomorfiske familiefilm.

Man kan sammenligne med Valhalla Rising. Der er den samme brutalitet i skildringen af vikingetiden og dens barbarer. Du får voldfede actionscener og andre blodige løjer. For ikke at nævne Anya Taylor-Joys yndige skikkelse i vikinge-Tarzans svulmende arme. Men også en fortælling drevet af karakterer med både retning og formål.

Nogle scener og plottråde vakte minder om Conan the Barbarian med Arnold Schwarzenegger. Hvis du er til fantasy med drabelige krigere, sværd og trolddom, kan dette sagtens beskrives som en vikingeversion af netop den type film.

Man kan sige, at historien er velkendt. Men filmen er gennemført, velfortalt, visuelt imponerende og underholdende. Den hører hjemme på hylden med Christopher Nolans The Odyssey og lignende.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.