Bicentennial Man er en science fiction-komedie fra 1999 instrueret af Chris Columbus (Alene hjemme, Harry Potter og de vises sten mfl.). Den er baseret på forfatteren Isaac Asimovs novelle af samme navn samt udvidede roman kaldet The Positronic Man.
Med dette gensyn slår jeg to fluer med ét smæk. Dels har jeg netop set Subservience med Megan Fox i en lignende robotrolle, omend diametralt modsat i både genre og serviceydelser. Den mindede mig ikke desto mindre om Robin Williams’ film.
Men det er også et gensyn med Sam Neill, som netop har forladt os. Han er en af de store. Kendt fra Jurassic Park, Event Horizon, In the Mouth of Madness og mange, mange andre.
I denne film spiller han familiefaderen Richard, der køber en tjenesterobot spillet af Robin Williams. Der er ingen særlig årsag. Det er bare fremtidens alternativ til en butler. Men hans historie er usædvanlig. Han udvikler en selvstændighed, der forbløffer både Richard og producenterne.
Ikke overraskende er det familiens yngste datter, der navngiver den nye beboer. Hun hører forkert, da storesøsteren kalder ham en android. Dermed får han navnet Andrew.
I modsætning til Megan lægger Robin ikke eget ansigt og krop til sin mekaniske karakter. I hvert fald ikke i begyndelsen. I stedet er han en velkonstrueret dukke lige som robotten i M3GAN. Men de har fanget Robins egne ansigtstræk fantastisk godt. Man glemmer hurtigt, at det bare er et animatronisk plasticansigt.
Tankevækkende feel-good-eventyr
Det er en familiefilm, ikke en gyser. Alle de hændelser i Andrews udvikling, der normalt ville skabe en ildevarslende stemning, får i stedet en eventyrlig drejning.
Man kan sammenligne ham med Data i Star Trek: The Next Generation. Han er tilsvarende velprogrammeret med gode manerer og korrekt tiltale. Han gør end ikke en edderkop fortræd. Han misforstår ofte mennesker og har intet begreb om humor. Han er ofte ufrivilligt sjov. Desuden er han videbegærlig og fascineret af os.
Historien minder mig om både Steven Spielbergs A.I. og Robert Zemeckis Forrest Gump. Dels pga. Andrews naive syn på verden. Men også pga. handlingens rejse gennem tid og sted. Vi er dog meget tættere på sidstnævnte end førstnævnte.
Temaerne er klassiske for Asimov. Han udfordrer idéen om menneskelighed og eksistentialisme ved at overføre den til Andrew, som teknisk set er et stykke isenkram, men kan afkrydse alle de gængse kriterier for livsform alligevel.
Måske vil nogen synes, at den er lidt tam. Der er i hvert fald et stykke vej fra denne sjove familiefilm til en brutal fremtidsthriller a la Blade Runner, hvor kollegaen Philip K. Dock leger med de samme temaer og spørgsmål.
Advarsel! Spoilere i dette afsnit!
Man kan sætte en eller flere kritiske fingre på romantikken. Det er trods alt en pudsig detalje, at hele to kvinder i samme slægt forelsker sig i Andrew. Først den yngste datter. Senere hendes barnebarn. På et tidspunkt siger han endda til den sidste, at han har elsket hende, siden han så hende første gang. Men da han så hende første gang, troede han, at hun var Richards datter. Det kunne måske have været en interessant udvikling i en anden type film. Det er bare ikke der, de vil hen.
Men jeg elsker den. Den er sjov, sød og rørende. Tankevækkende, men også et feel-good-eventyr med en af Hollywoods allerbedste koryfæer til netop den opgave.
