Doomsday

Doomsday er en britisk, post-apokalyptisk actionthriller fra 2008 skrevet og instrueret af Neil Marshall. Han er manden bag Dog Soldiers, Centurion og Hellboy fra 2019.

Handlingen er sat i fremtidens Skotland, nærmere bestemt 2035, hvor landet er hærget af en dødelig virus. Det øvrige Storbritannien har bygget en mur og isolere landsdelen for at forebygge spredning til hele landet. Men da de opdager, at der er overlevende derinde, må de undersøge, om der findes en kur.

Opgaven kræver en kvinde med evner, attitude og en personlig interesse i det hærgede ødeland. Hun er ingen ringere end Rhona Mitra, kendt fra Underworld: Rise of the Lycans. De samler et lille hold soldater og forskere i to pansrede køretøjer. Alt er timet og tilrettelagt, men desværre med farvekridt og iført luffer skal det vise sig.

Det går nemlig grueligt galt, før de overhovedet er begyndt. De overlevende er ikke få, men mange. De er kannibalistiske barbarer i lak og læder a la Mad Max 2. Det havde ingen tænkt på. Ikke engang Rhona.

Det er en B-film, men også en slags moderne exploitationfilm. Den stjæler flittigt i genrefilm som Escape from New York, førnævnte Mad Max 2, Aliens, Resident Evil og mange andre. Især post-apokalyptiske fremtidsfilm står for skud. Men der er også visse overraskende vinkler, man enten kan synes er for meget eller bare skønt.

Det er blodigt og vulgært og på sin vis meget umoderne. Der er sågår store silikonebabser, stripperstænger og formstøbte bagdele i gavmilde kameravinkler. Marshall er født nogle årtier for sent.

Ærligt talt. Jeg elsker det. Det er ikke stor filmkunst. Men det er underholdende, hvis man elsker den slags snask. Selvom den havde været endnu bedre, hvis de havde lavet den i 80’erne, sætter jeg pris på indsatsen.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.